3. søndag i fasten 2021. Sognepræst Pernille Østrem prædiker.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Amen

Det var en stum ånd. Sådan er det ikke sjældent i den bibelske fortælling; at dæmonerne er stumme eller bander og svovler, taler volapyk eller slider så meget i mennesket, at det ikke kan komme til orde. For det dæmoniske ønsker ikke at få talt ud, at være åben, det dæmoniske lukker sig inde i sig selv og er bange for det åbenbare. Vil ikke kommunikere eller tage imod livet som en gave. Satan betyder splittelse, det usammenhængende, det sprængte, det sønderrevne. Her står vi alle i fare, og her har vi alle brug for at bede Gud om udfrielse.

Til sidst i dagens evangelium møder vi en kvinde, som lovpriser Jesus og siger ”Saligt er det moderliv, der bar dig og de bryster du diede ved” – og Jesus svarer hende, ”Ja det har du ret i, salige er de, der hører Guds ord og bevarer det”. Det er et tema, som Jesus og evangelierne ofte vender tilbage til: Jesu mor, Maria. Vi hører ved flere lejligheder, at hun betragter Jesus, Guds levende ord, der er kommet til verden, hun lytter til hans ord, og så gemmer hun det, hun har hørt og set i sit hjerte. Altså hun bevarer det. Hun er jo den eneste, der har født Jesus, men hun er ikke den eneste, der siden da har fået givet den gave at høre ordet og fået lov at gemme det i sit hjerte.

Det er med Guds ord og med Guds hånd eller finger, at den stumme dæmon bliver drevet ud. Ikke ved det onde. Det synes næsten banalt. Men så snart Jesus har gjort det, mødes han af en rasende menneskemængde, som anklager ham for at have fordrevet det onde med det onde, med Beelzebuls indgriben.

Søren Kierkegaard ville sige, at den frådende hob minder os om, at vi mennesker altid står i fare for at blive ramt af angsten for det gode. Eller som en af kirkens konfirmander sagde til mig: Det er som om at folk i bibelhistorien, men også stadigvæk i dag tit har en tendens til at tro mere på det onde end på det gode. Hvis der er en god historie, skal vi have beviser på at den er sand eller tænker at der stikker noget under. Hvis der er en negativ historie, tager vi den for ofte mere umiddelbart for gode varer, og fortæller den videre.

Men både konfirmander og Jesus ved godt, at man selvfølgelig ikke kan bekæmpe en stum ånd ved at fortie den, eller en bandeånd ved at råbe endnu højere og grimmere.  Og endnu mere, at når vi sender det onde på porten, så må vi fylde noget andet ind i stedet, der må ikke stå en tom skal tilbage. 

Den første marts var det 14 år siden, at Ungdomshuset blev ryddet. Nede på Jagtvej står der ikke en gang et tomt hus, der står en byggetomt. Der var rigtig meget, der gik galt med det hus, der havde nummer 69. Men huset var en del af Nørrebros historie, 100 års historie helt præcis fik huset lov at fortælle, i fortællingen indgår foruden vold og brand og ulykke også fællesskab, kunst, folkekøkken, dansegulv med både engelsk vals og head-banging gennem tiderne, juletræsfester, banko og boksning, og endda Rosa Luxemburg og Lenin.

Fordi så meget gik så galt, har man ikke vovet at bygge op igen på det tomme sted, forklaringen var, at det var for farligt, at ”de unge stenkastende voldspsykopater fra helvede” ville smadre det hele, hvis man prøvede at bygge noget op. Men vores by, og alle os, der udgør vores fællesskab, vi har ikke brug for tomme huse, tomme tomter, vi har brug for at tro på, at vi kan bygge ting op, der er så værdifulde, at det er for svært for ondskaben og tomheden at finde vej i det. Både når det kommer til, hvad vi gemmer i vores hjerter, og når det gælder vores verden og vores fællesskaber.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far søn og Helligånd, du som var er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen

Kirkebøn

Himmelske far, du som sendte dit levende ord til os, for at vi kan høre det og bevare det. Nu beder vi for alle der ikke fandt hvile i nat, alle der er ramt af smerter, de der sidder i dødens skygge, de der er plaget af angst.

Kristus Jesus, du gik selv på landevejen og blev vist bort fra dit hjem. Vær med alle der føler sig hjemløse og er langt væk hjemmefra. Beskyt de der ikke kan finde hjem, og hjælp os til at tage imod hinanden, når vi vender tilbage fra blindgyder og ufarbar vej.

Vi beder for familierne, de sammenbragte, kernefamilierne, de der presset til det yderste og er ved at miste modet, og for de, der har overskud at give af og som villigt giver det videre.

Du gode Helligånd: Vi beder med tårer for verdens konfliktområder. Vis os vejen til fred, gør os modige og må alle diktatorer og despoter få åbnet deres øjne, så de forvalter deres magt til gavn for de svageste. Vi tror at hvor ondskab har hersket, kan godhed og sandhed tage plads. Lad din kærlighed bryde igennem selv de tykkeste mure, lad dit ord blive hørt på hele din jord, så vi alle engang kan samles hos dig. Amen.