Påskedag: Sognepræst Pernille Østrem prædiker. Læs dagens tekster her.
Kvinderne, der kom til graven påskemorgen må have gået på usikre fødder og med bævende læber. Selvom de ikke i evangelierne bliver kaldt disciple, var det nok det de var. Men evangelisterne havde brug for, at det var 12 mænd, der fulgte Jesus, fordi de skulle spejle Israels tolv stammer, så det hele fik den rette indpakning. Men når det virkelig gælder, så var det ofte kvinderne, der stod ved Jesu side. Og selv i hans død følger de ham til graven, for at vise ham den sidste kærlighedshandling. At vaske og salve hans lig. Stedet han ligger er kun midlertidigt, nu skal den endelige begravelse finde sted. Og der går de usikre og bævende, jeg forestiller mig, at de holder om hinanden, støtter hinanden, og dér mens solen står op, ser de det ubegribelige og uforståelige, at deres største praktiske problem på en eller anden måde er løst: Stenen er væltet bort. Og de møder en engel, der forkynder opstandelsen for dem. Og teksten fortæller os, at hele dette umulige gør, at de skælver og ryster.

Forfatteren Sophus Claussen har engang sagt noget i retningen af: ”Alt er unyttigt, undtagen vores Skælven! Alt hvad, der æder mig op og pletter min hud som skimmel, det ryster jeg bort i mødet med Jordskælvets Gud”.

Det er Jordskælvets Gud, der er opstået påskemorgen. Og selvom han er gået i forvejen, så graven er tom, så ryster det kvinderne i deres grundvold – at opstandelsen er sket.

Det ryster dem så dybt, at de først ikke kan sige det til nogen, for hvordan skal man forklare det, når man kun har sproget, tid og rum til rådighed? Det er en bevægelse, der begynder her, forårsaget af et Ord-skælvets Gud, en bevægelse, der gør dem mundlamme.

Og så kunne det jo have sluttet her. Men kvinderne må på et tidspunkt have fået munden på gled, og Jesus Kristus, Guds levende ord viser sig for flere mænd og kvinder, bevidner evangelierne, han går igennem lukkede døre, følges med sine følgere på vejen, spiser med dem og giver dem sine sidste ord med på vejen i 40 dage. Og til sammen bliver det hele til begyndelsen på en bevægelse, som starter med bævende læber, skælvende hjerter og tavshed. Det er rystende!

At bevægelsen, der kom til at blive kaldt kristendommen baserer sig på dette opstandelsens jordskælv, opstandelsens Ordskælv, som stadig i dag giver efterskælv, hver gang de kristne mødes og forkynder det for hinanden: At Kristus er opstanden, ja sandelig han er opstanden! Døden har mistet sin magt, den kunne ikke holde på ham i mørket, Ordet vandt over døden, så da solen stod op, var han allerede gået i forvejen.

 Og det Galilæa, som englen byder kvinderne at gå til, for at indhente ham, det er ikke kun en geografisk stedsangivelse.

Galilæa er stedet for et hvert møde med den opstandne, altså et hvert sted, et hvert ord, en hver gerning, hvor det nye bryder frem, hvor vi tror at døden ikke har det sidste ord, selvom det ryster os, og vi ikke ganske kan begribe det. Det har den opstandne har sat i bevægelse: At vi har del i hans opstandelse, i liv og i død, at vi har del i hans ord, og vi ikke kan forblive tavse:

Vi er også på vej til Galilæa og møder ham, og vi kommer frem, her og nu, og i evigheden, også selvom vi skælver og ryster og frygter og bæver. Det er det håb opstandelsen giver os. Det er det håb vi kan leve med og for, det er det håb vi kan udsige, råbe, hviske, gentage. For Kristus er opstanden. Ja han er sandelig opstanden. Amen.