Fra det selvfølgelige ved at være til; til det mærkelige i ikke at være død 

2. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 14,16-24 

Prædiken af Thomas Høg Nørager  

Holdt i Stefanskirken den 13. maj 2021  

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/...     

--- 

Vi har en i vores vennekreds der ofte siger: Jeg ved ikke om jeg tror på Gud, men jeg er nødt til at gå i kirke når mine følelser bliver for store til at jeg kan være derhjemme.  

Sådan en kan man da ikke afvise. Slet ikke når man har hørt sådan en fortælling som i dag, hvor Herren byder sin tjener at: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind.  Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads.  Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. 

I øvrigt en af de tekster der lægger til grund for den nadverinvitation man – hvis man har været i Stefanskirken før og har hørt mig invitere til nadver – vil vide lyder noget i retning af: Ved Herrens bord er enhver velkommen, kirkevante som uvante; medlemmer som ikke medlemmer; om du kalder dig kristen eller ej. Ja, for det er ikke noget jeg har fundet på. Jeg læser det i den beretning vi just har hørt. 

Kim Larsen citerede i øvrigt, i et sine fineste numre Moder Jord – en sang som lykkeligvis er kommet med i den ny Højskolesangbog; sangen er sang til det guddommelige, vil jeg mene.  

Kim Larsen udtrykte ofte sin ydmyghed over for verdensaltet – alt det der er større end os; livets mysterier – alt det der kunne få digtene frem – og i denne sang kalder han verdensaltet for Moder Jord og her lyder det:  

Du er vinden der blæser, i træernes top. Og poeten der læser, skønne digte op. Du er toner fra himlen, og alt hvad jeg tror. Du min dejlige Moder Jord 

Du er drømmen der brister, selv når verden består, Længsel og drifter, der kommer og går (og nu kommer det) Velsignet er den som, sidder med ved dit bord, Du min dejlige Moder Jord. 

her udtrykkes også, på fineste vis følelser alt for store til at man kan blive derhjemme… 

Og det er måske det, der er på spil i det tekststykke, vi har lagt øre til, hvor vi hører om de indbudte til festen, der hellere vil blive hjemme. En vil passe sin mark, en anden passe sin køer, en tredje bare blive hjemme med sin i al sin nygifthed. Egentlig ikke noget man kan fortænke nogen af de involverede i. Det skulle da ikke være første gang i verdenshistorien, at nygifte har travlt.  

Og hvem siger ikke arbejdet var vigtigt. Vi kunne udvide billedet til i dag. En arbejder i sundhedsvæsnet; kunne noget være vigtigere? En ungt menneske læser til eksamen; kunne noget være vigtigere? 

Både alt og intet kunne vi så svare. For når det handler om kristendom, handler det altid om kærlighed; ja, hvis ikke det handler om kærlighed, så er det ikke kristendom.  

En af de flotteste passager i det bibelske univers om kærligheden; vi læser den tit op ved bryllupper, men ikke så tit om søndagen, så derfor hiver jeg den lige med ind i dag – i Paulus’ første brev til korinterne kap 13. lyder det:  Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.  

Tyg lige på den engang: Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. 

Om jeg arbejder nok så mange timer i sundhedsvæsnet eller i statsministeriet eller hvor det ellers er vigtigt at arbejde og om jeg så læser nok så meget til eksamen eller hvad man ellers går og fifler med – men ikke har kærlighed – så gavner det mig intet. 

Og hvad er kærligheden så – ja, jeg tror det er erkendelsen af at der findes følelser der er for store til at man kan blive derhjemme. 

Søren Ulrik Thomsen, den gode forfatter, taler et sted om at krydse grænsen fra det selvfølgelige ved at være til; til det mærkelige i ikke at være død. 

At krydse grænsen fra det selvfølgelige ved at være til; til det mærkelige i ikke at være død. 

Har vi mon krydset den grænse – eller har vi også for travlt? 

Der er sådan i en fantastisk scene i C.S. Lewis sidste bog i Narnia-serien. Serien, der rummer den berømte Løven, Heksen og garderobeskabet, som beskriver den evige kamp mellem lys og mørke, mellem fred og ufred. Den sidste bog i serien hedder ‘Det sidste slag’. Det gode vinder – det gode har endelig sat sig igennem. Freden og frugtbarheden er genoprettet. 

Og så zoomes der ind på nogle små størrelser der slet ikke er glade – de sidder i en kreds og kigger kun på hinanden – de kan kun se sig selv og kun høre sig selv – selvom der omkring dem, er toner og postyr der måske lyder noget i retning af forløsning og fest – men så alligevel, de har hverken øre eller øjne for det.  De sidder ude i det åbne, men i deres egen forståelse er de spærret inde i en mørk hytte.  

Og foran dem serveres det fineste vin og den bedste mad for dem – men de er overbevist om at de får serveret hø og hakkelse – og derfor smager maden og vinen dem som hø og hakkelse – og selvom landet ligger åbent i fryd og fred, ser de ikke andet end den mørke hyttes snævre vægge. De ikke kan se solen skinne, selvom den skinner dem lige ind i øjnene.  

Jeg fik bogen læst op som dreng, og måske jeg husker en detalje eller to galt – men billedet af disse små, der dumt eller ulykkeligt ikke kunne se solen skinne, selvom den skinnede dem lige ind i øjnene, blev siddende, som en varig eftertænksomhed.  

Er det sådan det skal forstås når teksten fortæller om den vrede herre, der siger om dem der har afslået hans invitation: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Så betyder det måske nærmere, at: ”Ingen dem som var indbudt kan smage mit måltid; også selvom det står lige foran dem.” 

For de har ikke krydset grænsen fra det selvfølgelige ved at være til; til det mærkelige i ikke at være død. 

Aldrig mærket den Guds skabte Moder Jord som når Larsen digter og synger: om vinden der blæser, i træernes top Og poeten der læser, skønne digte op om toner fra himlen, og alt hvad jeg tror. Om drømmen der brister, selv når verden består, Længsel og drifter, der kommer – for til sidst at kunne sige: Velsignet er den som, sidder med ved dit bord Du min dejlige Moder Jord. 

Og om lidt lyder invitationen igen til enhver kirkevante som uvante; medlemmer som ikke medlemmer; om du kalder dig kristen eller ej – for sådan lød ordet: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. For det er alt for stort til at man kan sidde derhjemme. Amen.