Ikke som Thomas Helmig 

3. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 15,1-10 

 Prædiken af Thomas Høg Nørager  

Holdt i Stefanskirken den 20. maj 2021  

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/...    

--- 

Det er når man læser beretninger som disse man forstår hvorfor Jesus kaldes den guddommelige poet. Ham der digter ophøjet om vores hverdagsliv.  

Der noget vidunderligt smukt over disse billedrige fortællinger, og det ene får der er blevet væk, men som er så vigtigt at det må findes. Eller kvinden der har tabt en mønt, men ikke giver op.  

Og så hele bevæggrunden for, hvorfor Jesus idet hele taget fortæller sine historier. For at svare de hellige, de sure, de regelrette, som har ondt et vist sted over, at Jesus hænger ud med syndere og spiser sammen med dem. Fordi de hellige, de sure, de regelrette tænker i lukkede kasser. Enten er man ren eller også er man uren. Enten er man rigtig eller også er man forkert. Enten hører man til de retfærdige eller også hører man til de uretfærdige. Det er enten eller, og aldrig både og. Ingen plads til nuancer tvetydighed eller tvivl. Det er lukkede kasser. 

Over for det svarer Jesus ikke med et nyt enten eller, men med en åben fortælling. En fortælling kan høres både som skæld ud og høres som trøst. Kan høres som en opsang og høres som en lovsang.  

Jeg vil anlægge det perspektiv at denne tekst skal læses på tre planer. Sådan er det faktiske ofte med de bibelske fortællinger. At den bibelske poesi først åbner sig op som livspoesi, når man har alle tre planer med. Man kunne også kalde det tekstens tre dimensioner. 

Den første dimension kalder vi det historisk-lokale. Her læser man fortællingen som fandt den sted på et givent tidspunkt i historien på en bestemt lokalitet. På dette niveau kan selv et barn være med. Man gør store øjne, og lader sig indrulle i fortællingens flotte billeder. 

Vi ser den desperate hyrde for os, i det øjeblik han opdager, at han har mistet et sine får. Panikken. At han tæller efter. Der er ved at blive mørkt. I bjergene er det livsfarligt at bevæge sig rundt efter solnedgang. Men det er også livsfarligt for et får, at overnatte ude. Er hyrden mon i tvivl, inden han kaster sig ud i en egentlig halsløs gerning. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er han gør det. Og fåret bliver fundet. 

Og vi kan se den desperate, men fattede kvinde der har tabt en mønt ud af husholdningens budget. Må bukke sig ned, må sætte sig på knæ og hvordan der værker i den gamle krop. Hvordan det måske ikke lykkes i første omgang, men hvordan hun dag efter dag, når dagens andre pligter er overstået, igen giver sig til at lede. Og lettelsens suk da det endelig lykkes. 

Og her kunne vi egentlig stoppe fortællingen. Den er jo vidunderlig i sig selv. Og som et dansk guldaldermaleri fra 1800-tallet ser vi, hvordan disse jævne almindelige hårdtarbejdende mennesker, trods slid og møje, lykkes alligevel, kommer overens med tilværelsen. En prædiken i sig selv, kan man sige hvordan disse meget lidt anerkendte mennesker der levede i Israel/Palæstina omkring år 0 – i fortællingen får oprejsning og anerkendelse til trøst og opbyggelse for ethvert almindeligt menneske med ondt i ryggen. 

Men der er mere til billedet så at sige – det er der altid når den guddommelige poet digter – og vi forlader nu det historisk-lokale og bevæger os ind på det etisk-politiske niveau. Her skal vi forstå fortællingen som billedsprog, som, ved hjælp af sine billeder, prøver at udtrykke en mening, der kan fortælle os noget om vores muligheder for at handle etisk og politisk i verden. 

Og en oplagt fortolkning på det etiks-politiske plan, er, at se det som et opråb til at gå ud og opsøge og finde det, som vi alt for længe har overset eller set lige igennem. Personligt eller samfundsmæssigt. Er det nu du skal ud og opsøge finde den bror eller den søster, som blev væk fra dig i tidens flod? 

Eller politisk at råbe samfundet op. At vi ikke kan blive ved at ødsle med ressourcerne. Som kvinden i fortællingen. At selv den mindst mønt er vigtig for husholdingen. Ødselheden, overproduktion og overforbrug truer med at ødelægge vores jord. Eller som hyrden i fortællingen. At gå ud og opsøge og finde det fortabte. At bringe denne verdens fordømte ind fra kanten. Som hyrden finder fåret. At den udenlandske tigger og den velbjergede danske bedsteborger er omfattet af nøjagtig det samme gudgivne menneskeværd. 

Se dette var fortællingens 2. dimension, det etisk-politiske niveau, der kunne fortælle os om muligheder for at handle i verden. Og her kunne vi sådan set også blive stående.  Men der mangler endnu en dimension. For det etisk-politiske niveau fortæller os hvad vi skal gøre, at fatte kærlighed for det marginaliserede, mens den 3. dimension fortæller os hvorfor. 

Tekstens 3. dimension kan man kalde det eksistentielt-religiøse niveau. Hvor bevægelsen før bevægede sig horisontalt og vandret, og fortalte om menneskets handlemuligheder; da er bevægelsen på den tekstens 3. niveau – vertikalt lodret. Her åbner fortællingerne sig op som religiøse fortællinger, der siger noget om kristendommens gudsbillede. Fortæller om Guds væsen i en kristen livstydning. 

Jeg kan huske at jeg som dreng – det har været en jul i begyndelsen af 1980’erne, og de her små bib-bib spil, som vi kaldte dem, var meget populære. Det var vel datidens mobiltelefon, forstået på den måde, at det blev betragtet som noget der stjal vores tid, holdt os vågne og forkvaklede vores hjerner. Så jeg var ikke stillet i udsigt at få sådan et bib-bib-spil til jul. Og juleaften kom. Men intet bib-bib-spil. Hvilket jeg vel heller ikke havde regnet med. Indtil jeg pakkede den sidste gave op, og så var det der, bip-bip-spillet.  

Nu skulle man tro at jeg blev glad. Men det kiksede totalt for mig. Der skete det komplet modsatte. Jeg kan huske at jeg kylede det bag en stol. Jeg husker at jeg selv gemte mig. Jeg husker at det var for meget. Jeg kunne ikke være i det. Hvorfor. Var det mon for godt til at være sandt? 

Kristendommens gudsbillede er måske også for meget. Læg mærke til, at Gud, i disse lignelser vi i dag har hørt, både er en kvinde og en mand. Ikke enten eller men både og. Og læg mærke til bevægelsen. At det ikke er mønten der skal skinne for at være værdig til at findes. Således heller ikke du eller jeg behøver at skinne, for at være værdige til Guds kærlighed. Guds kærlighed griber selv os der lever i støvet. Læg mærke til bevægelsen. Det er ikke fåret, der som Thomas Helmig står udenfor og banker på, og lover aldrig mere at løbe væk. Således behøver heller ikke du eller jeg at love noget, for at være værdige til Guds kærlighed. Guds kærlighed griber selv os, der lever i mørket. Læg mærke til bevægelsen. 

Det er ikke dig, der siger ja til Guds kærlighed: Det er Guds kærlighed der siger ja til dig. På trods af støv og mørke. Er det for meget, kaster vi det væk, som en lille dreng ikke kan håndtere at få for stor en gave. At Guds kærlighed ikke gives fordi; men gives på trods. Nåden kaldes det. Det der gives dig ufortjent. 

Måske er det det, der kan trigge. At man virkelig kan mærke når det er ufortjent. At det ikke er på grund af os, at verden lykkes – men på trods af os, at verden en gang imellem alligevel lykkes. 

Og hvor man i tekstens 2. dimension kunne tale om et etisk-politiske udviklingspotentiale, når man drog ud for at opsøge, finde de glemte og fortabte – opdager vi i tekstens 3. dimension, at også vi hører til de fortabte. At vi troede, vi løb fremad, i stedet for vi vild.  

Og hvad vi troede var en fortælling om selvudvikling, blev til en fortælling om selvafvikling. At det ikke var os der skulle finde – men i stedet var det os der blev fundet. Og at det må vi leve med.  

En åben fortælling i 3 dimensioner der kan høres både som skæld ud og høres som trøst. Kan høres som en opsang og høres som en lovsang – og mest af alt måske både og - og begge dele. Og man forstår, hvorfor Jesus kaldes den guddommelige poet. Amen.