Lediggang er roden til al kunst

10. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 19,41-48

Prædiken af Thomas Høg Nørager
Holdt i Stefanskirken den 8. august 2021

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

---

Min stat siger: Lediggang er roden til al ondt.

Asger Jorn siger: Lediggang er roden til al kunst.

Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at livet er mere end effektivitet, profit og omstillingsparathed – men at livet først og fremmest er et under, en gave fra Gud, der kalder os til at stoppe op forundres – over at der findes noget, frem for ingenting.

Nogen siger, at Danmark er blevet et land, hvor intet længere er et formål i sig selv. Hverken i politik eller i vores private liv. Ja, selv vores dronning, i en nylig nytårstale, har fundet det betimeligt at opfordre os til at gøre noget unyttigt. Noget der er til for sin egen skyld.

For det er som om vi har glemt, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever deres liv, hvor alt hvad de foretager sig, er et redskab eller et middel til, at nå hen til noget andet.

Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, som er en forberedelse til døden. Og det var så ligesom det liv. Men det er vel ikke det liv vi ønsker, og vel slet ikke det vi blev givet.

Før Corona talte man meget om konkurrencestaten. Så kom Corona, som på sin vis gav os alle en ufrivillig pause, som lod os se ting, vi ikke plejede at se. Men nu synes det som at knap er vi vaccinerede, før alting er tilbage ved det gamle. Også konkurrencestaten, som er begrebet for at man i alle ting, skal sikre landets konkurrenceevne.

Jeg ved ikke, om det var så meget bedre i gamle dage. Eller om det er et glansbillede, at den gamle moderlige velfærdsstat prioriterede omsorg og ydelser; fremfor nu hvor det forventes at borgerne i en konkurrencestat skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, såfremt de vil benytte sig af statens service, i et tydeligt optrukket noget for noget.

Og det her er ikke et vaccineskeptisk indslag, jeg spørger bare: Vaccineres vi fordi vi er borgere, eller fordi vi er instrumenter til at kunne skabe overskud til staten. Man bliver helt i tvivl.

Men her er det så nemt at give politikere og journalister skylden for alskens dårlige fortællinger. Men jeg tænker, at vi selv må ind i kampen og være med til at definere om vi vil se os selv som borgere eller instrumenter. Det kan vi ikke lade være op til politikere eller journalister at definere. Det må vi selv. Blandt andet med baggrund i de fortællinger vi hører i kirken. At livet er en gave og ikke en eksamen.

Vi må selv være med til at redefinere og genfortælle, at det har en egenværdi at være barn og gå i skole. At barndommen ikke bare en forberedelse til at man kan præstere på arbejdsmarkedet.  Den store fare er, at børn i dag opdrages til at omstillings- og forandringsparathed; hvor der ikke længere er tid til forundring. Fordi vi bliver bange, og lader os forføre af effektivitetens sirenesang.

Her er det værd at huske, den gamle Grundtvig som har et vidunderligt citat der lyder: Thi den har aldrig levet som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Hvilket i al sin enkelhed betyder at hvis ikke vi fatter kærlighed til verden, så kan vi ikke blive kloge på verden. Men kærlighed kræver tid og rum til. Men lige præcis den dimension synes ofte at være blevet sparet væk. Men det er dumt, Thi den har aldrig levet som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

I dag hører vi om Jesus i Jerusalem. Han bliver vred: Han græder over Jerusalem står der. Han forudsiger dens undergang fordi den ikke kendte sig besøgelsestid, står der. Vidste du blot også på denne dag, hvad der tjener din fred.

Og jeg kan ikke lade være med at spejle denne passage i vores tid. For kender vi på Nørrebro, i København, i Danmark, vores besøgelsestid? Jeg mener skatter vi det vigtige? Eller går vi vores egen undergang i møde, fordi vi langsomt glemmer hvad det vil sige at være menneske?

Den næste scene vi hører om er legendarisk. Jesus kommer ind på tempelpladsen. Og han begynder at jage dem ud, der driver handel der. Og han siger de legendariske ord: ”Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule. ”

Og jeg kan ikke lade være med at spejle denne scene i de tendenser, som har gjort sig synlige i de sidste par år. Jeg husker en højskoleforstander, nu tidligere – den gode Jørgen Carlsen fra Testrup Højskole der – også ham der har givet os begrebet ’forundringsparat’ - han stiller spørgsmålet: Hvorfor skal hverdagen ligne en slutspurt? Man kunne også spørge: Hvorfor skal alle dage ligne hverdagen?

For hvornår giver vi os selv og hinanden tid og rum til at stoppe op, og give tid til forundring? Forundring over livet; overhovedet hvad livet er for noget.

Som nogen vil vide kan jeg godt li’ Kim Larsen og på en af de senere plader lyder teksten: Kan du høre hvor fuglene synger Som en sød symfoni – med toner indeni. Mens at livet lige så stille gynger forbi, forbi. Og vi skulle have været i skole. Men vi når det nok en anden dag.

Ja, den skolelæreruddannede Kim Larsen foreslår på vanlig vis en pjækkedag for at forundres over fuglesangen.

Men burde skolen ikke netop også være et sted, hvor man kunne blive, ja, forundringsparat. Man burde jo pjække fra effektiviteten, for at tage i skole.

Må jeg i den forbindelse nævne noget sjovt. Ordet skole kommer fra det græske ord 'schole' og betyder frihed, fritid og ro. Se, de gamle grækere havde fat i noget. Måske ord og betydning skulle finde hinanden igen.

Ja, hvem var geniet, der fjernede morgensang fra skoleskemaet. Der kunne vi måske starte. For det sjove er, at skolerne gerne vil, men har ofte ikke tid – det er i hvert fald det jeg får at vide, når jeg taler med skoleledere. Jeg kan også sige, at det betaler sig at presse på – på den skole hvor jeg er i bestyrelsen, starter de et morgensangsforløb op fra det ny skoleår. Så det kan lade sig gøre.

Templet i Jerusalem var skole for forundring. Her kunne man modtage undervisning, her kunne man fordybe sig. Her kunne man synge morgensang. Her kunne man takke Gud for livet. Livet som gave og opgave. Her kunne man stoppe op og lade tankerne drage på himmelfart, inden hverdagen igen kaldte.

Her blev man givet et sprog til, hvad det var for et liv, man var blevet givet. Man blev sat ind i en større sammenhæng og sat ind i et fælleskab på tværs af tid og grænser, der gav mennesket troen på at vi ikke er et instrument, men bærer en værdi i selve det at være en Guds skabning. Og fjernede man det frirum til refleksion, ved at bringe handelsborde og hverdag med derind, så fjernede man kilden til al menneskelighed. Jesus måtte drive kræmmerne ud; måtte drive hverdagen ud af helligdagen, for at der dog måtte være lidt tid til at stoppe op.

I dag er der ikke mange rum tilbage, hvor vi inspireres til at stoppe op, og fordybe os i forundringen og livet, og hvad et vil sige at være menneske.

Det er mit håb og min tro, at kirken kan og skal være et sådant rum. Og begynder der en dag at lyde stemmer der siger, at det også er godt at gå i kirke, for så bliver man mere effektiv, så skal de stemmer jages væk i en fart! Vor Herre bevares!

For her findes et rum, måske det sidste af sin slags – kirken – hvor vi kan være, uden at skulle være effektive. Her kan vi sige tak, for livet som gave og opgave. Et rum hvor vi kan finde sprog for at mennesket ikke et instrument, men bærer en værdi i selve det at være til.  Et rum hvor vi bliver – ikke omstillings- og forandringsparate, men gerne forundringsparate.

Lediggang er roden til al kunst! Amen.