Thomas Høg Nørager: Prædiken til 2. søndag i advent

Holdt i Stefanskirken den 5. december 2021

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke

---

Dengang jeg var ung og gik i skole var der stadig råd til at sende skolelever på lejrskole. Og der lå vi om aftenen på sovesalen og prøvede at få varmen efter det obligatoriske natløb. Og man lå i sin soveposer med både tøj og sokker på, og langsomt vendte varmen tilbage og nu var ved at være parat til at falde i søvn, for i næste øjeblik at mærke at man nu skulle tisse. Og der ikke blev noget som helst søvn før det var klaret. Og mens kan fik kravlet ud af soveposen og ned fra køjesengen kunne man høre nogen råbe – ’kan du så ikke også lige tisse for mig’. Ja, Gid man kunne; ja og gid nogen havde kunnet gøre det for mig. Men nogen ting står ikke til at uddelegere. Nogen ting må man selv tage ansvar for. Og her tænker jeg ikke kun på at tisse.

Jeg spurgte konfirmandholdet i torsdags hvad de mente denne tekst betyder. En rejste sig op og sagde. Den handler om at tage ansvar. Nogen ting kan man ikke overlade til andre.

Måske man husker filosoffen Søren Kierkegaards berømte sætning: Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter du dig, eller du ikke gifter dig, du fortryder begge dele.

Denne sætning er nu ikke bare billedet på det umodne ubeslutsomme menneske, der hele tiden vælger om; mere er denne sætning billedet på det menneske der ikke vælger selv, men lader en anden vælge for sig.

Hvis vi alle ting spørger os til råds om hvad vi skal, hos vores mor, hos vores lærer i skolen, hos vores bedste ven, så kan det være godt at søge råd og vejledning. Men hvis man samtidig lader andre beslutte hvad man skal, så er man trådt ud af livet. Hvis man lader sin mor bestemme hvem man skal gifte sig med, så fortryder man det, ikke fordi han viste sig at være en troløs tyran, men fordi man har ikke valgt det selv. Hvis man lader sin bedste ven bestemme om man skal lade sig skille, så fortryder man det, ikke fordi man fandt hun nu alligevel ikke findes sødere, men fordi man ikke selv valgte det.

Vi kan ikke låne livet af andre, vi er nødt til at leve det selv – og selv sige ja eller nejt il med hvem vi vil giftes og om vi overhovedet vil giftes. Lader vi andre bestemme, så fortryder vi.

Jeg tror at dagens flotte fortælling om de ti brudepiger der venter på brudgommen med deres olielamper handler netop om dette – det er en lignelse hvorledes forholder vi os til dette liv. Brudepigerne venter på brudgommen – venter på festen. Det er et billede på alle os mennesker.  For det er vist endda videnskabeligt bevist at vi mennesker søger kærligheden og fællesskabet; og vi længes og venter gerne længe på kærligheden og fællesskabet.  Hvis jeg nu siger at olien på lampen som vi hører om i lignelsen skal forstås som ’nysgerrighed og åbenhed’. Eller måske skulle vi nærmere sige ’følsom opmærksomhed’. Det modsatte af kynisme, så at sige.

Den holdning hvor man erkender at man ikke ved alt, ikke kan kontrollere alt og ikke kan regne alting ud. At det det stadig er muligt at blive overrasket. At det stadig er muligt at blive forbavset. Også sådan at man måske kan risikere at blive skuffet. Fordi det i grunden også er sårbart at forholde sig følsomt. Men det er den eneste indgang til livet. Ellers er det ikke liv.

Den meget aktuelle filosof Hartmut Rosa kalder det resonans. Det der opstår, ikke hos dig og heller ikke hos mig – men det der opstår imellem os. Man mærker om den anden er i godt humør. Man kan mærke om den anden er i dårligt humør. Eller at verden taler til en. Vinteren med sine korte timer, og sit mørke, ’taler til os’ om at skrue ned for tempoet og kigge indad fordi mørket gør man ikke i samme grad kan kigge ud. En sommerdag hvor man kan mærke vandet ’kalde’ på én.

Men kynismen kan i alle tilfælde trænge sig på. Tænd lyset og tag en lykkepille. Eller som Hartmut Rosa siger: Hvis vi forestiller os at vi er optaget af at se på månen og vi siger til vores ledsager: Oh se månen! Og han så svarer: Ja, og hvad så? Den har været der hele tiden. Det er ikke andet end et klippefyldt himmellegeme, 385.000 kilometer herfra, oversået med kratere, uden nogen form for liv. Sådan har det været i millioner af år, og sådan bliver det ved med at være. Det forandrer sig ikke. Hvad mener du egentlig?

Så ville vi ikke have noget at sige. Det er jo faktisk hvad månen er. Men den er ikke kun det. Den er genstand for vores bekymringer og ønsker og længsler, og det har den været i tusindvis af år. Den er månen i Sig månen langsomt hæver og i tusinder af andre sange og eventyr. Dens biologiske, men også den psykologiske indflydelse på os er videnskabeligt fortsat uklar. Den har dog en social betydning. Der ikke skal overses, idet den strukturerer og varierer sociale rytmer og kalender.

Kunne man forestille sig en sige reciterer månedigtet: Sig månen langsomt hæver, den gyldne stjerne svæver, på himlen klar og blid; vor skov er tavs og stille, og hvide tåger spille på engen rundt ved aftenstid.

Betragter månens bue, den kun er halv at skue og er dog hel og rund; så er vel flere sager, som nu vort hjerte vrager, fordi vi halvt dem skuer kun!

Og så der bliver svaret. Hvad snakker du om. Månen er ikke andet end et klippefyldt himmellegeme, 385.000 kilometer herfra.

Så har man ikke blot afskåret sig selv fra den resonans som er på spil mellem digteren og månen; man risikerer også at tage erfaringen af resonans fra digteren. Med sin prosaiske kynisme ødelægger man verden for sig selv og for den anden. Endda uden at have ret. For selvom månen er sten, er den netop også så uendelig meget mere end det.

I disse år taler vi om klima. Og den store klimakatastrofe, som på mange måder er sket. Og vi er nu i gang med at finde en måde at forholde os på. Og samtidig kommer sociale uretfærdigheder hurtigt helt tæt på uden distance. Ved hjælp at foto, film og smartphones, ved vi hvad der foregår i rundt om i verden uden det nødvendigvis er kommet igennem tv-avisens analyse-filter.

Man kan godt blive udmattet. Man kan godt miste modet. Man kan godt overmandes af træthed. Og blive kynisk. Give op. Gøre sig kold. Kold over for den jord, hvis ilt vi er afhængige af. Kold overfor social uretfærdighed, fordi det er for langt væk.

Kirkens opgave det er ikke at sige om du skal gå til højre eller venstre når du går ud herfra. Kirkens opgave er at huske os på at vi er vi skabte, at jorden er skabt. At Jorden er vores ophav, og vi er forbundne med hinanden og vores natur. At vi er blevet givet et ansvar for vores klode. Og det ansvar er dit ansvar og mit ansvar. Her kan vi ikke låne eller købe os fra eget ansvar – og nej, man kan heller ikke få andre til at gå på toilettet for sig. Nogle ting må man altså klare selv.

Alt for længe har vi sovet. Det er på tide at vi hører, at der bliver kaldt. En stemme der vil kalde os ud af kynismen. Kalde os ind i resonans. Der hvor vi genfinder en følsom forbundenhed med hinanden og med verden. Der hvor selv månen taler til os. Det er der festen er.