Thomas Høg Nørager: Prædiken 1. søndag efter helligtrekonger

Holdt i Stefanskirken den 9. januar 2022 

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke

---

I Webersgade, lige på den anden side af søerne, lige der hvor Østerbro og Nørrebro og Indre By kysser hinanden, er der ud for nummer 17 en mindeplade for digteren Michael Strunge der, der, sprang ud fra 5.sal. Nu, kan jeg flyve står på den. Forfatteren Peter Rewers beskriver i sin biografi over Strunge de sidste sekunder i Michael Strunges liv sådan her:

Et voksent nøgent menneske er meget vanskeligt at holde tilbage. Der er ingenting at gribe i. Et voksent nøgent menneske en manisk tilstand er umulig at holde tilbage. Det menneske er allrede grebet af noget stærkere. I det lys kastede Michael Strunge sig ikke så meget som han blev ført. I det lys var det ikke kun Michael Strunge, der slog sig selv ihjel, men en anden, noget andet. Og i det lys gik Michael Strunge ikke så meget bort som han overgik til noget andet. Omkring klokken ti om formiddagen søndag den 9. marts 1986 vristede Michael Strunge sig fri, gennembrød soveværelsesvinduet og sprang. Styrtede, steg, dalede, svævede, faldt, fløj, hvirvlede de 4 etager mod jorden. Og døde ved ankomsten.

Når jeg i dag indleder med denne passage, som på en eller anden vis får det hele til at vibrere, så er det fordi, det er det som det handler om. Resonans. Livets vibrationer. Og som Michael Strunge sled sig op ved. Fordi han brugte sig selv – ja, brugte sig selv op - som antenne for livets vibrationer. Men gav nådigt livets vibrationer videre til samtiden og til eftertiden igennem sine digte. Ja, det er vel det digtere gør. Fanger og giver livets vibrationer ord og giver dem videre.

Når det lige er Strunge jeg zoomer ind på, er det fordi han blev kendt for et citat som går i svang med – finder resonans med - den fine fortælling fra den bibelske poesi vi i dag har hørt. Strunge sagde: Voksne, det er børn der er blevet sindssyge! Min mor gik og sagde de ord, da jeg var dreng. Jeg elskede det lige højt hver gang. Det var først da jeg blev ung, farvede mit hår sort og begyndte at læse Strunges digte, at jeg fandt ud af, at han stod bag: Voksne, det er børn der er blevet sindssyge!

Da jeg blev teolog og præst slog det mig så, hvor meget de ord måske også er en efterklang af de ord vi har hørt i dag. Den der ikke tager imod Guds riget som et lille barn kommer slet ikke ind i det, siger Jesus-figuren i dagens tekst.

Lad mig prøve at udfolde Jesus-ordet lidt. For vi må forstå det, for ikke at misforstå det. Hvad er det der ofte kendetegner forskellen på barn og voksen? Det er, at barnet har et varmt, et tillidsfuldt og et umiddelbart forhold til livet. Voksne har et køligt, vurderende og distanceret forhold til sin omverden. Et barn kan tage imod forældres kærlighed uden at stille spørgsmålet om det skal give noget igen, for at gøre sig fortjent til det. Et barn tager imod livet som en uforskyldt gave og som et umotiveret gode. Vi voksne jager rundt, som om vi hele tiden skal gøre os fortjent til at være her.

Og nu skal vi forstå det rigtigt. Jeg prøver mig med en formulering. Så må se om den vækker vibrationer. Om den – med et kernebegreb fra filosoffen Hartmut Rosa -  finder resonans. Hvis vi skal forstå Jesus-ordet, så kunne vi oversætte det med: Den der ikke tager imod kærligheden som et lille barn, forstår slet ikke omfanget af Guds rige; eller: Den der ikke tager imod livet som et lille barn forstår slet ikke omfanget af Guds rige. For Guds rige er liv og kærlighed som gave – ikke som fortjeneste.

Men vi voksne vil ikke være ved gaven – måske fordi det sætter os i en ubekvem taknemmeligheds-position - så i stedet har vi gjort livet til en handelsvare. Vi farer rundt for at gøre os fortjent til det liv vi allrede er blevet givet. Og går dermed glip af gaven, og ser ikke af omfanget af Guds rige. Voksne, det er børn der er blevet sindssyge – den voksne har slet ikke øje for hvor smukt gudsriget er.

Går man Strunges digte efter, er det hjerteskærende at se hvor meget det fylder for ham, at bevare barnets umiddelbare kontakt med det sanselige i tilværelsen. I digtet Fortidsvision, første digt i samlingen der hedder Fremtidsminder, lyder de første ord besværgende: Jeg fremkalder de gamle billeder, visionerne af fortiden, sansningerne, ordenes nyheder. Jeg påkalder mig barnets intuition og fantasi, (…); i næste digt, Eventyr, lyder det: Vi råber om ubegrænset barndom. I næste digt, Afgang, lyder det: Jeg vil påkalde børnenes skrig, når de bevæger deres kroppe i leg(…)

Måske var det, den egentlige krise som Michael Strunge befandt sig i, den livshårde kamp det var for ham at bevare sin følsomhed over for livets vibrationer i et samfund der altid afkræver en vis form for afmålt beregning af den voksne. Den livskamp bærer Strunges digte vidnesbyrd om, som en gave til os.

Filosoffen Hartmut Rosa skriver: Børn lever umiddelbart i så at sige symbiotiske, gensidige relationer med deres nære omverden, som forekommer dem ubetinget givet, sådan at de ikke behøver at reflektere over deres forhold til den og over kvaliteten af det: Hjemmet forældrene, træerne, skolen, byen, de er der ganske enkelt og er ofte på magisk vis ( i oplevelsen af selvet og verden) forbundet med barnet selv.

Eller med egne ord: Barnet lever i en umiddelbar meningsfuld og omsorgsfuld resonans med sin omverden og sine medmennesker. Har sine resonanstråde intakte – kan føle empati og omsorg – føler spontan tilskyndelse til at tage vare på og tage ansvar.

Lad mig slutte med at komme med en erklæring: Jeg tror ikke kirke kors og kristendom, handler om at vi alle sammen skal krybe til korset, gå i kirke og kalde os kristne!

Jeg tror at kirke kors og kristendom i grunden peger væk fra sig selv og hen på livet, og forsøger at give rum, sprog og livsindsigt, til at få genskabt vores resonanstråde, så vi igen begynder at føle noget, får genskabt vores umiddelbare relation – med kloden, med klimaet, med hinanden, så vi igen kan mærke jordens hjerte banke, som Kim Larsen synger det.

Eller som det står i Strunges digt: at fremkalde de gamle billeder, visionerne af fortiden, sansningerne, ordenes nyheder. At påkalde sig barnets intuition og fantasi…

For igen at leve, ikke som en evig kamp for at fortjene livet, men i taknemmelighed over at livet allerede er givet… For da – tror jeg – vi forstår, at vi allerede er sat i Guds rige.