Mette Juul: Prædiken sidste søndag efter Helligtrekonger

Holdt i Stefanskirken d. 6. februar 2022

Indsættelsenprædiken 

Læs dagens evangelium ved at klikke her

--------------------------------------------------

Her i kirken er en præst, som har en stor veneration for Kim Larsen. Når han skal begrunde det, lyder det nogenlunde sådan her:

"Mennesket, myten, musikken gav almindelige mennesker en sang at synge med på"

Og videre siger han:

"Og dét er det, vi kalder næstekærlighed."

Og vel er musikken da god, og teksterne er da ganske udmærkede – men min veneration inden for popmusikken vender sig imidlertid mod en anden – og – en nulevende kunstner. Det er en kunstner, som skriver begavet og med stor eftertænksomhed. Han kan det der med at udtrykke sig poetisk om sin undren over livets mening. Han formår i sine tekster at sætte ord på skønheden ved det trivielle hverdagsliv.

Han synger f.eks.:

Jeg tænkte nå men det så livet

Sådan ser det altså ud

Lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt

Og helt almindeligt

Der er nogen chancer som man selv kan ta

Og flytte rundt med hvis man synes

Lidt op og ned, du ved man klarer sig

åh gud hvor åndssvagt

Og omkvædet lyder: 

Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Det er selvfølgelig Steffen Brandt, forsangeren for TV2, Danmarks længstlevende boyband.  Han skriver her som så mange gange før og siden om hverdagslivet. Om hvordan det tager sig ud i al sin almindelighed, sådan lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt.

Dagens evangelietekst handler også om livet. Om hverdagslivet. Om efterlivet.

Vores liv er nemlig som et hvedekorn. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Man kan også sige, at hvis hvedekornet bare bliver liggende på jorden, sker der ingenting. Det er stadig bare et korn. Og med tiden vil det rådne og forsvinde.

Men hvis kornet forsvinder ned i jorden og dør dér, vil det begynde at spire. Og spiren vil vokse, indtil den bryder jordoverfladen. Så sætter den strå, så aks. Og til sidst kan kornet høstes og give liv og næring til andre. Hvedekornet lider med andre ord en frugtbar død.

Dette "hvedekornsprincip" udsiger Jesus profetisk om sig selv. På det her tidspunkt i fortællingen er Jesus på vej til Jerusalem; han står på tærsklen til påsken, hvor han skal blive korsfæstet, han skal nedfare til dødsriget og han skal opstå fra de døde. 

Men Jesus siger med disse ord ikke kun noget om sig selv, for han siger også, at 

"den, der tjener ham, skal følge ham."

Vi er altså forpligtet til at efterleve "hvedekornsprincippet". Jeg kommer tilbage til, hvordan vi skal gøre det.

Først skal vi nemlig omkring et løfte. Dagens tekst indeholder nemlig også et løfte, for Jesus siger:

"Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig."

Det er forkyndelse af Opstandelsen og det evige liv. Det er det, som kristne nu og altid har haft en tro på og et håb om.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvordan vi efterlever "hvedekornsprincippet".

Svaret på det kommer Jesus selv med. 

Han siger nemlig:

"Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv."

Jeg gentager det lige, for det lyder umiddelbart så provokerende, at man må tro, at man har hørt forkert.

"Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv."

Betyder det, at man skal have en negativ holdning til sit eget liv? 

På ingen måde!

Når Jesus siger, at den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det, betyder det, at man skal sætte noget andet højere end sit eget liv. Hvis man blot lever for sig selv og dør for sig selv, har man mistet sit liv. Man forbliver kun det ene korn. 

Man skal altså åbne sig positivt for det, der ligger uden for ens eget liv. Og det, man skal åbne sig for og tage imod, det er Guds verden.

Vi kan og skal have tillid til, at Gud ved, hvad han vil med os. Især når vi ikke magter vores liv. 

Vi kan og skal have tillid til, at ligesom Guds Søn dør og opstår, skal vi dø og opstå. Vi skal som hvedekorn give os hen og dø i den jord, vi er sået i. Guds Søn vil da lade os begynde at spire og derved at drage op til nyt liv, hvor vi skal bære mange fold. 

Men vi skal også åbne os for andre mennesker. Vi skal være villige til at dø en lille smule hver dag for andre mennesker. Det skal vi gøre ved at ofre os for andre mennesker, ofre vores forestilling om os selv. Vi skal give lidt af os selv til andre mennesker.

Jesus viser os altså, at det at leve er at leve i relationer – til Gud og til medmennesket. Han viser os, at kærlighedens væsen er at give afkald. 

En stor personlighed, som jeg kommer til at tænke på i den forbindelse, er Desmond Tutu – den sydafrikanske ærkebiskop, som døde 2. juledag. Han havde levet et langt liv og kæmpet en utrættelig kamp for retfærdighed og for sorte sydafrikaneres rettigheder. 

I hans teologiske og politiske tænkning indgår det afrikanske begreb "ubuntu". "ubuntu" betyder noget i retning af: 

"jeg er, fordi du er". 

Det udtrykker altså de menneskelige relationer og den menneskelige afhængighed, som vi lever i og af på godt og ondt. Tutu forklarer, at betydningen af begrebet går så vidt, at man må sige, at selvtilstrækkelighed slet ikke er menneskeligt.

Filosoffen Descartes, som levede i 1600-tallet, er berømt for følgende ultrakorte udsagn om menneskets væren:

"cogito, ergo sum"

Det betyder:

"Jeg tænker, altså er jeg til."

Desmond Tutu vender dette udsagn om og siger i stedet for som et udtryk for "ubuntu":

"Jeg indgår i relationer, altså er jeg til."

Og så er vi tilbage, hvor jeg begyndte, nemlig at 

"Dét er det, vi kalder næstekærlighed."

Man skal dog være tilbageholdende med at tolke et kristent budskab ind i "popmusikerens vise" for at blive i den Steffen  Brandske jargon, selvom det kan være fristende, når Steffen Brandt synger:

"Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi"

Det kunne jo godt have en klang af budskabet i dagens tekst om at åbne sig og tage imod noget, der er større end en selv. 

Der er imidlertid en afgørende forskel: Nemlig at dagens tekst forkynder Opstandelsen og det evige liv. 

Steffen Brandt opfordrer os ganske vist til at gribe, til at fange livet, før det er forbi. Men hans sang har ikke Opstandelsens fortegn. I hans budskab er der intet kristent håb; ingen tro på Opstandelsen. 

Det gør ikke sangen og teksten dårlig - den byder bare ikke på noget kristent budskab.

Men Steffen Brandts tekst kan minde os om, at livet er os dyrebart .

Og hvis – eller rettere når – vi mister dét, Livet, må vi spørge, hvad vi så har tilbage.

For den ikke troende, for ateisten, vil svaret lyde: intet. 

Men for den kristne lyder svaret: alt.