Prædiken af Thomas Høg Nørager: 

Søndag Seksagesima

Holdt i Hellig Kors Kirke på Nørrebro den 20. februar 2022

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/seksagesima-fra-anden-raekke 

---

Hvis verden nogensinde skal blive et bedre sted, så handler det måske ikke bare om at magten i denne verden skal bytte plads. Så handler det måske om at magten i det hele taget må afvikle sig selv.

Vi har hørt tre tekster i dag; først fra Det gamle testamente. Fra Paulus’ breve og så fra Markus evangeliet.

Jeg vil mene at disse tre tekster betegner en bevægelse, hvor billedet af Gud gradvist udvikler sig; eller måske skulle vi sige afvikler sig. For det er måske egentlig sådan vi bedst forstår bevægelsen – hvis vi kalder det afvikling i stedet for udvikling.

I den første tekst jeg læste op fra altret er fra Esajas bog. To sætninger herfra siger det hele: ”Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette.” Et billede af Gud som den almægtige. En der står bag både godt og ondt. Står bag – det vi kalder godt; men også bag alt ondt; for den almægtige Gud er ophav til alt. Et logisk billede kunne man sige. Gud er stærk; vi er svage. Et billede man kan forstå.

Den anden tekst jeg læste op fra altret, er fra Paulus’ brev til Korinterne. Her er der slået hul på det simple billede. Kristendommens grundfortælling om Gud der blev menneske er kommet på tværs. Og ikke bare blev Gud menneske, men guden gik lidelsens vej, ydmygelsens vej, udstødelsens vej – og blev slået ihjel som forbryder.

Nu er det et mudret gudsbillede der tegner sig. Det ved Paulus. Han vil prøve at forklare menigheden i Korinth hvad der er på spil, så han skriver: ”men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.”

Hvad der er svært for Paulus at forklare er hvordan Kristus kan være Gud når han blev korsfæstet – for i det logiske billede er Gud stærk. Men her lider Gud, Gud ydmyges, Gud udstødes. Et ulogisk billede kan man sige. Gud er svag, og vi forstår det ikke.

Og det er dette Paulus tegner skarpt op: nogen bliver forargede over at Gud hænger der svag og ydmyget; andre finder det latterligt. En forargelse for jøder og en dårskab for hedninger – er Paulus’ ord. Som Jesus var Paulus i øvrigt selv jøde.

Så dette er altså bevægelsen i Gudsbilledet, fra at være en stærk potent almægtig Gud, til at være en svag impotent afmægtig Gud. Her giver det ikke så meget mening at tale om udvikling; her er der tale om afvikling. Forargeligt og latterligt.

Men det er der – det er lige der kristendommen begynder. For dette er kærlighedens sprog over for magtens sprog. Kærlighedens sprog der stiller sig solidarisk med denne verdens ydmygede. Kærlighedens sprog der stiller sig solidarisk med denne verdens lidende og udstødte.

Og så sker der noget her. Det begynder at finde form. Tanken om Guds afvikling er naturligvis oprørende og skandaløs. Og imødekommer heller ikke vores naturlige behov for en magisk ven. Men noget andet er på spil.

Bob Dylan skrev i 1965 det fantastiske nummer Ballad Of A Thin Man hvor første vers lyder: You walk into the room with your pencil in your hand  You see somebody naked and you say, "Who is that man?"  You try so hard but you don't understand, Just what you will say when you get home…

Du kommer ind I rummet, parat til at tage notater, men så ser du pludselig en der er nøgen og du spørger: hvem  er den mand; og du prøver virkelig, men forstå det ikke, og heller ikke hvad du skal sige når du kommer hjem…

Jeg siger ikke at Dylan har lavet en kristen sang; men jeg siger at Dylans sang kan kaste nyt lys over kristendommen; og man må spørge om ikke det er os – jøder og hedninger - der kommer ind i rummet med vores notatblok, og tror vi finder det forventelige – en himmelsk Gud – en magisk ven – men hvad vi ser er en nøgen mand på et kors; og vi forstår det ikke og vi ved ikke hvad vi skal sige når vi kommer hjem…

Hvis verden nogensinde skal blive et bedre sted, så handler det måske ikke bare om at magten i denne verden skal bytte plads. Så handler det måske om at magten i det hele taget må afvikle sig selv.

For godt 4 år siden døde forfatteren Gene Sharp 91 år gammel. Han endte sine dage som en hyggelig ældre mand, der som ung var militærnægter, men også som forfatteren til en bog alle verden diktatorer frygter. Fra diktatur til demokrati hedder bogen.

Den russiske efterretningstjeneste raserede det forlag, der udgav bogen, da den udkom i Rusland, og de boghandlere, som solgte den, blev brændt ned.

Venezuelas præsident Hugo Chavez kaldte bogen for en trussel mod landets sikkerhed, og de religiøse ledere i Iran har lavet en propagandafilm, der blev sendt på nationalt tv, imod Gene Sharp, som de hævdede var en agent udsendt af Det Hvide Hus for at omstyrte det islamiske regime.

Revolutionære i Mellemøsten, Asien og Afrika har til gengæld studeret bogen og brugt dens indsigter til at organisere politisk modstand.

Sharp genfortæller en kinesisk parabel fra det 14. århundredes historie for at forklare bogens morale. En gammel mand levede af, at aberne arbejdede for ham. Han kaldte hver morgen en ældre abe til sig og bad denne føre de andre aber op i bjergene for at hente frugter. Og hver abe skulle bagefter aflevere en tiendedel af sine indsamlede frugter, til den gamle mand. Hvis de ikke gjorde som beordret, blev de på den ældre abes ordre pryglet af de andre aber.

Men en dag spurgte en af aberne de andre: Har den gamle mand selv plantet frugterne? Nej, svarede de. Kan vi tage frugterne uden hans tilladelse, spurgte de? Ja, vi kan, svarede de andre. Pludselig blev alle aberne oplyste. Den aften ventede de, til den gamle mand var faldet i søvn, og så smadrede de hegnet rundt om hans hus og tog alle hans lagre af frugt. Den gamle mand døde af sult.

Læren er ifølge Sharp, at alle diktatorer er afhængig af de undertryktes anerkendelse af deres magt. Den dag de undertrykte ikke længere anerkender magten, er magtens dage talte. I den kinesiske parabel begynder det hos aberne, der ikke længere anerkender magten og plyndrer den gamle mand.

Jeg spørger mig selv om ikke der er noget anderledes på spil i kristendommen; her tænker jeg på kristendommen i sin grundfortælling.

Jeg tænker på den mest kendte af alle de grundfortællinger vi har, den hvor Jesusbarnet bliver født i stalden julenat. Det jo i sin grund den gamle magtfulde mand på himmeltronen, der træder ned fra piedestalen og kommer til syne som noget sårbart og skrøbeligt og venligt.

Hvis man således skulle spejle den kristne grundfortælling i den kinesiske oprørslignelse, så er forskellen den, at i den kristne grundfortælling er det den gamle mand selv, der afleverer magtens nøgler.

I den kristne grundfortælling er det den gamle mand selv der træder ned fra sin piedestal åbner dørene og lader sine lagre af frugt trille ud i verden, ud mod den fjerneste afkrog af verden som noget sårbart og skrøbeligt og venligt

Og i det lys skal vi høre dagens evangelium. Den gamle gud er trådt ud af sin himmel og fungerer nu som en hyggelig bondemand – Jesus siger: Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

Se i den kinesiske parabel skulle den gamle mand omstyrtes; i den kristne grundfortælling omstyrter og afvikler han sig selv.

I den kinesiske parabel tilhører frugterne nu de revolutionære; i den kristne grundfortælling tilhører frugterne alle.

Og det med at frugterne tilhører alle, ja det er der mange religiøse magter der finder forargeligt – og mange politiske magter der finder latterligt – for de fleste synes de har fortjent at have frugterne for sig selv. Ak ja.

Men i kristendommens grundfortælling – som vi kan kalde kærlighedens grundfortælling – der tilhører frugterne alle og enhver.

Sådan er det når magten ikke bare bytter plads, men når magten afvikler sig selv… og det gør den i den kristne grundfortælling hvor magten træder ned fra piedestalen og kommer til syne som et lidende menneske, en nysgerrig baby, en gavmild bondemand; som noget sårbart, skrøbeligt og venligt.

Og måske anviser det her i det hele taget en sandere synsvinkel for vores civilisation, at hvis ikke vi vil gå helt til grunde, så skal det måske handle mere om afvikling end om udvikling.

Ja, det var så lige en strøtanke. Amen.