Prædiken af Thomas Høg Nørager 3. søndag i fasten

Holdt i Hellig Kors Kirke på Nørrebro den 20. februar 2022

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-anden-raekke   

------

Når vi i dag lægger øre til den bibelske tekst som nok taler om kærlighed, men som også taler hårdt, jeg gentager lige en kernesætning:” I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”; da kommer jeg til at tænke på den forfatteren Pascal Mercier som i sin berømte roman Nattog til Lissabon lader en af sine karakterer udbryde følgende sætninger, om sit forhold til kirken og de bibelske tekster, han siger:

Jeg vil ikke kunne leve i en verden uden katedraler. Jeg har brug for deres skønhed og ophøjethed. Jeg har brug for dem som en modvægt mod verdens banalitet.

Jeg vil se ud gennem de strålende kirkeruder og lade mig blænde af de overjordiske farver. Jeg har brug for deres strålende glans. Jeg har brug for dem som en modvægt imod uniformernes gråmelerede ensformighed.

Jeg vil lade mig omslutte af kirkens strenge kulde. Jeg har brug for dem som en modvægt mod kasernegårdens skrålen og medløbernes dybsindige vås.

Jeg vil høre orglets brusende klange, denne oversvømmelse af overjordiske toner. Jeg har brug for dem som modvægt imod marchmusikkens skingre idioti.

Jeg elsker bedende mennesker. Jeg har brug for synet af dem. Jeg har brug for dem som en modvægt mod overfladiskheden og tankeløshedens snigende gift.

Jeg vil læse biblens magtfulde ord. Jeg har brug for den uhåndgribelige styrke i deres poesi. Jeg har brug for dem mod sprogets slaphed og parolernes diktatur.

En verden uden alt dette ville være en verden hvor jeg ikke gad at leve.

I disse dage, i disse uger som truer med at blive til måneder hvor krigene igen raser på vores europæiske kontinent. Hvor neutrale stater pludselig søger ind i alliancer, hvor passive stater nu vil vise sig aktive. Hvor dem der før var forbeholdende nu vil smide forbeholdene væk. Hvor de før så sparsommelige nu igen vil fylde både kanoner og kaserner op til kanten; da kan det være værd at genbesøge Pascal Merciers bemærkelsesværdige ord:

Jeg vil lade mig omslutte af kirkens strenge kulde. Jeg har brug for dem som en modvægt mod kasernegårdens skrålen og medløbernes dybsindige vås.

Ja I disse dage, i disse uger som truer med at blive til måneder hvor krigen igen raser på vores europæiske kontinent, hvor der efterhånden ikke findes en ekspert som ikke er blevet spurgt og fået lov at give sin dom og sin udlægning af tingenes tilstand. Alle som en har eksperterne afgivet votum, og sagt hvorfor krigen kom, hvordan den er, og hvornår den vil ende – og alligevel er det som intet blivende endnu er sagt; også da kan det være værd at genbesøge Pascal Merciers bemærkelsesværdige ord:

Jeg vil læse biblens magtfulde ord. Jeg har brug for den uhåndgribelige styrke i deres poesi. Jeg har brug for dem mod sprogets slaphed og parolernes diktatur.

Noget af det jeg lægger allermest mærke til i disse formuleringer er sætningen hvor forfatteren siger at biblens ord rummer en uhåndgribelig styrke i sin poesi. Ja, at han kalder biblens ord for poesi.

For os er poesi ofte at forstå som en kunstnerisk fri leg med ord. Sat sammen på ny. Stramt ordnet eller hæmningsløst frit. Rytmisk rimende eller det stik modsatte. Men altid et eksperiment og en udforskning af hvordan vi ser og forstår vores virkelighed. Og poesien er med til både at skabe ny virkelighed og lade os få øje på det allerede skabte. I begyndelsen var ordet siger Johannesevangeliet. Og altid er ordene fyldt med mere end blot en betydning. En due – ved vi -  kan betyde fred og – i bibelsk sammenhæng -  kan den også betyde Helligånd; og samtidig hermed er den vel stadig en due, men altid aldrig kun en due.

Og i bibelsk sammenhæng kan Jesus - den figur vi følger rundt på Palæstinas støvede veje -  samtidig betyde fred, håb, barmhjertighed, tro, tillid, tilgivelse, tjener, lidelse, oprør, opstandelse; og Gud, Gud kan betyde kærlighed, ja, Gud betyder kærlighed.

Man glemmer nogen gange at hele kristendommens væsen begyndte med et måltid hvor alle var indbudt. Et kærlighedsmåltid hvor høj og lav, kvinde og mand, rig og fattig var indbudt i oprørende oprør mod datidens stivsindede normer og traditioner.

Disse fællesskaber var i udgangspunktet grundlagt af de første disciple som gik ud i verden for at lære fra sig hvad de selv havde lært – og det gjorde de ved først og fremmest at skabe disse måltidsfælleskaber for høj som lav… og når disciplene så rejste videre kunne der gå måneder og år før de vendte tilbage; og måske de aldrig vendte tilbage. Men så sendte de breve tilbage til de fælleskaber som de havde grundlagt. For at huske dem på hvad udgangspunktet for det hele var.

Nogle af disse breve som man på forunderlig vis har bevaret kan vi i dag finde i biblen. Et af dem hedder det første Johannesbrev. Og nu skal vi forestille os en broget forsamling sidde og spise og så nu er der en der slår på glasset og siger, der er brev fra Johannes og alle vender sig og lytter, og nu læses der op.

Og det vil jeg også gøre, her i dag i Hellig Kors kirke på Nørrebro, ikke hele brevet, men nogle få sætninger, ja nogle ganske få sætninger, de lyder: Lad os elske hverandre, thi kærligheden er af Gud og enhver der elsker er født af Gud og kender Gud, Den der ikke elsker, kender ikke Gud, Thi Gud er kærlighed.

Jeg forestiller mig at da de sidste ord læstes op blev der helt stille, thi Gud er kærlighed, hørte vi rigtigt… og det interessante er at det gjorde vi… ja, der blev sagt: Gud er kærlighed.

Og når vi nu ved at Gud er kærlighed, da ved vi også djævlen finder vi i hadet. For det djævelske er det modsatte af det guddommelige og had er det modsatte af kærlighed. Og når det er sagt så kunne vi – fordi det er vores lod denne søndag - nu vende tilbage til den bibelske fortælling nu prøve at skrive kærlighed der hvor der står Gud og Jesus og ligeledes prøve at skrive had der hvor der står djævelen, og så igen lade den bibelske poesi også i dag træde frem i al sin uhåndgribelige styrke.

… Kærligheden sagde til dem: »Hvis Kærligheden var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Kærligheden, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er kærligheden, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad kærligheden siger? Fordi I ikke kan høre kærlighedens ord.

I har Hadet til fader, og I er villige til at gøre, hvad hadet lyster.  Den, der er af Kærligheden, hører Kærlighedens ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Kærligheden.«

• Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved kærligheden, skal aldrig i evighed se døden.«

Og jeg må sige, i disse dage, i disse uger som truer med at blive til måneder hvor krigen igen raser på vores europæiske kontinent, har også jeg brug for biblens magtfulde ord. Jeg har brug for den uhåndgribelige styrke i deres poesi. Jeg har brug for dem mod sprogets slaphed og parolernes diktatur. Jeg har brug for det som en modvægt mod kasernegårdens skrålen og medløbernes dybsindige vås.

Ja, en verden uden alt dette ville være en verden hvor jeg ikke kunne leve. Amen.