Prædiken 3. søndag efter påske 2026

Sognepræst Pernille Østrem

Stefanskirken

--------------------------

Salmer

721 Frydeligt med jubelkor

142 Kom, følg i ånden med

218 Krist stod op af døde

596 Kender du den livsens kilde

292 Kærligheds og sandheds ånd, v. 2-3

484 Du, som vejen er og livet (mel.: Under dine vingers skygge)

--------------------------

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

 Johannesevangeliet 14,1-11

---------------------------------------  

Der er mange måder at takle fremtiden på. Mange måder at ængstes på og mange måder at fortvivle på. I dag viser Peter, Thomas og Filip os nogle meget forståelige og genkendelige måder at omgås med det uundgåelige på; det, at vi hele tiden bevæger os ind i fremtiden. Og dermed også frem mod døden. Også Jesu svar til de tre ungersvende får vi at høre: Han svarer os alle med tro, håb og kærlighed. Det vil jeg nu folde ud.

Vi springer lidt tilbage i tiden. Før påske. Jesus spiser og taler med sine kæreste venner. Og vi hører, hvordan Jesus forbereder sine disciple på, at når påsken kommer, så skal han væk fra dem. Han skal tages til fange, tortureres og ydmyges af sine fangevogtere og til sidst – korsfæstes, hænge dér sømmet fast til korset og dø en pinefuld død som følge af tørst, udmattelse og i sidste ende kvælning.

Ikke så sært, at disciplene frygter for fremtiden.

Og der må da findes lindring og medicin til et fortvivlet hjerte, der ængstes for fremtiden!

Først var der Peter.

Når Jesus siger ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”, så er det som svar på et spørgsmål, som Peter lige har stillet. Peter, han spurgte: ”Herre, hvor går du hen?”

Det er et spørgsmål med bange anelser eller et spørgsmål i afmagt. ”Herre, hvor går du hen?” Som når man spørger: ”Hvordan skal det dog gå os?” Man fornemmer, at det her ikke tyder godt – at fremtiden ikke har noget godt at bringe.

På dette ”Hvor går du hen?” svarer Jesus: Tro i stedet for frygt.

Og i denne tro, på trods af død og adskillelse, dér vises vejen, som disciplene skal gå. Ikke håbløshedens vej, men troens vej, ikke frygtens vej, men tillidens vej.

Den samme aften har Jesus netop forudsagt, at Peter kommer til at svigte, og alligevel siger han: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes.” Peter kommer som bekendt til at fornægte sin allerkæreste ven. Når det bliver påske og Jesus tages til fange, og Peter står udenfor og både ser og hører, hvordan soldaterne pisker og banker Jesus, til han ikke længere kan stå på benene, så vil Peter lade, som om han ikke kender Jesus, fordi han er bange for, at det samme kommer til at overgå ham selv. Og han vil bøje hovedet i skam, når han hører hanen gale tredje gang, for han ved, at han har svigtet.

Peter kommer til at svigte – svigte og lyve og fornægte. Ligesom mange andre ville gøre i den samme situation, og ligesom de fleste af os – for det meste i mindre skala – gør det i vores eget liv.

Og så sidder Jesus dér og siger, at Peter ikke skal forfærdes, men i stedet tro. Stole på Gud, stole på Jesus, når han siger, at der er lindring for det fortvivlede hjerte.

Jesus svarer på fortvivlelsen med tro. Recepten, han udskriver, er: Lev i tro med frygt og adskillelse. Lev i tro med svigt og fortvivlelse og fremtidsangst, altså et liv med realiteterne i behold. Recepten er, at vi ikke behøver at gøre os bedre, end vi er, og at vi skal gøre vores bedste. Vi skal tro – vi skal turde fejle og turde leve med ikke at kunne kontrollere fremtiden.

Medicin for et fortvivlet hjerte: Du skal ikke miste tilliden.

Og så er der Thomas, der spørger: ”Hvordan skal vi kunne vide, hvilken vej vi skal gå, hvis vi ikke ved, hvor vi skal hen?” Det er som at vandre i mørke eller ikke kende adressen på det sted, man skal hen.

Jesus erklærer, at han både er vejen og målet. Vejen, Sandheden og Livet. Thomas’ spørgsmål er sådan et spørgsmål, som man må kalde fornuftigt. Hvis det altså handler om at finde vej til købmanden eller til Rådhuspladsen. Men det her handler om, at finde vej i livet. Og vi går jo alle ud i livet med fremtiden foran os uden at kende vores mål, og vi gør det alligevel.

Mange gange tænker vi måske som Thomas: ”Hvordan skal jeg klare det, når jeg ikke ved, hvordan det skal gå?” Eller: ”Hvad er egentlig meningen med det hele?” Og Jesus svarer, at meningen og livet er givet af Faderen, af Gud. Den Gud, som ingen ellers har set, men som nu sidder dér midt iblandt dem. De kan se ham. Han smertes og elsker på samme vilkår som de.  

Før måtte man lede efter meningen og efter Gud. Men så kom Gud til mennesket i skikkelse af en mand. Jesus, der viste kærlighed og favnede og rummede mennesket, også dem, der er faret vild. Og nu var Gud ikke længere fjern og uforståelig, da blev han nær i kærlighed. Det var i den nærhed og det fællesskab med mennesket, at han satte os fri fra hele tiden at behøve at spørge efter meningen, for meningen gav han os med kærlighed.

Medicin til et ængsteligt hjerte: Du skal ikke undlade at tage imod kærlighed.

Og så er der Filip, der spørger: ”Hvis bare du fortæller, præcis hvad fremtiden vil bringe, så skal vi nok lade være med at bekymre os mere.”

”Hvis jeg bare har en forklaring på alt, så kan jeg godt fortælle jer, så er der simpelthen ikke noget, jeg er i tvivl om.”

Filip prøver at takle fremtiden ved at forsøge at overliste den. Hvis han har svar på alt, behøver han ikke længere bekymret at spørge: ”Hvad skal der ske i fremtiden?” Det er fundamentalistens udvej. Den udvej, som vi måske alle nogle gange ville ønske, vi kunne tage.

Men den udvej er ikke den vej, som Jesus taler om. Det er ikke den nemme smutvej, der låser fast i snævre forestillinger og ensidige billeder af, hvordan verden ser ud. Det er tværtimod den lange livets vej, der fører lige ud i omveje og forvirring, smerte, tillid og mistillid, overvældende valgfrihed, død, kærlighed, uoverskuelige projekter, blod og sæd, synd, skam, ansvarsløshed. I ved, det der, vi plejer at kalde det virkelige liv. Det er ikke forløjet vished, der får os til at magte livet.

Det, der får os til at magte livet, er håbet om, at vi gør vores bedste, håbet om, at vi i fremtiden tør det, vi ikke tør, håbet om, at vi i fremtiden, gør det, vi ikke gjorde. Og håbet om, at det, der knuses, det tager Gud i favn og vugger blidt og heler mildt. Det er der plads til i hans evige boliger.

Medicin til et forfærdet hjerte: Du skal ikke undlade at håbe.

Det er den tro, Jesus svarer Peter med, den kærlighed, han svarer Thomas med, og det håb, han svarer Filip med, vi kan tage med os ind i fremtiden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen