Prædiken af Pernille Østrem til 11. søndag efter Trinitatis

Dagens salmer: 3 Lovsynger Herren, 568 Livsalige dag, Halleluja, Prædiken, 464 Jeg kommer, Jesus, på dit ord, 462 Jesus, livets sol og kilde, 217 Min Jesus, lad mit hjerte få

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Lukasevangeliet 18,9-14

-----------------------------------------

Den første stiller sig i solen og skyder brystet frem: ”Hvilken velsignelse, at jeg er sådan et godt menneske, ikke ligesom de andre idioter!”. Den anden er krøbet i skjul og står med bøjet nakke og hvisker: ”Gud, jeg har brug for din hjælp!”.

Når man møder disse to mennesker i dagens tekst på tempelpladsen i Jerusalem, så kan vi være sikker på, at der er mindst to andre, der blev hjemme i dag: En, der slet ikke kunne se, at der var brug for at komme, fordi han takkede sig selv for alt, måske personificeret i sådan en figur som Kong Herodes. Og en, der slet ikke vovede at komme, fordi han følte, at han hverken var værdig til at sige tak eller bede om hjælp. Måske genfortalt i beretningen om Zakæus.

Enhver af os har potentialet til at bevæge sig ud i disse fire verdenshjørner af menneskets bevidsthed. Det mærker man måske i sig selv, og senest har jeg fået det brændt ind på nethinden ved at læse den svenske instruktør og filmskaber Ingmar Bergmans blændende og bragende selvportræt, Laterna Magica:

Den unge succesfulde instruktør indstuderer under anden verdenskrig i en alder af bare 25 år, Hamlet på Stadsteatret i Helsingborg med udsigt til det besatte danske Kronborg på den anden side af sundet, og får imens også tid til at gøre sin elskerinde gravid og forlade sin tuberkulose-syge hustru, og nærer private stærke og varme følelser for det nationalsocialistiske projekt.

Han skriver om en aften på vej hjem fra vellykkede prøver på teatret: ”Jeg standsede op i den stille gade og stod ubevægelig i flere minutter og gentog tavst for mig selv: ’Jeg er fanden tage mig begavet. Jeg er vist genial.’ Der var et udbrud, som gjorde mig ør og varm. I al min elendighed var der solid selvtillid, en stålbøjle tværs gennem sjælens hæslige ruiner.” Citat slut.

De, der har set tv-serien Fanny og Alexander i begyndelsen af 80erne eller senere hen, og ved, at den har stærke selvbiografiske træk, sanser også, at Bergman selv levede et barne-liv med brutalitet og svigt og svagelighed, og at den lille dreng havde fået et fotografisk blik og en uforfærdet eventyrlyst i gave, der gjorde ham i stand til årtier senere at formidle barnets verden videre, så mange stadig kan mærke begejstringen og forfærdelsen i sig.

”Du skal gøre det nødvendige”, sagde og skrev Bergman ofte. Et stadigt oprør mod lysten til at flygte ind i vanvid eller misbrug eller småborgerlighed. Der er altid noget vigtigt at gøre, sådan som vores alterbillede af beretningen om Martha, Maria og Jesus her i kirken også fortæller os det.

For Bergman var det nødvendige at skabe teater. Belyse virkeligheden med et magisk lys, så barnet, sandheden, nødvendigheden, skønheden og både frelsens og fortabelsens mulighed kom til syne. Han var ikke et godt menneske, eller et dårligt menneske, han var et menneske drevet af skabelsens nødvendighed.

Og skabelsen er her et nøgleord, en nødvendighed. Hvert et menneskes tilværelse er en del af skabelsen, fra evighed og til evighed. Hvis Gud har skabt os, er selve det, at vi er til, det der giver vores tilværelse del i skabelsen. Det har sat en evig længsel ind i os efter at skabe med, at bidrage til at fremhæve meningen og nødvendigheden. Sætte scenen, påtage os rollen, tænde projektørerne, sige replikkerne, der taler med om vores rolle i verden. Være en del af truppen. Mens vi slæber rundt på alle de rekvisitter, livet har tildelt os.

Og derfor er døden vores fjende, for den sætter os ud af spillet, synes det. Da må man forlade scenen. Bergman ved det også.

Fyrre år efter Hamlet i Helsingborg var Bergman rykket til Dramaten i Stockholm, og havde et utal af succeser og fiaskoer bag sig, på alle fronter. Nationalsocialismen havde han med selvforagt i en uudholdelig opvågnen gjort op med. På det navnkundige teater i den svenske hovedstad gennemgik han nu et mareridtsagtigt prøveforløb på en forestilling, hvor alt gik galt i processen, af helt hverdagslige og tilfældige årsager.

Ganske vist var han nu den store mester, tilbedt for sin skabende kunst inden for film og teater, men stadig på endog meget skrå brædder. En aften i garderoben, hvor alt smuldrer omkring ham, menneskeligt og teknisk, og en stadig diarre truer med at umuliggøre nødvendigheden, sidder han med sin nære ven Erland og taler om komponisten Johan Sebastian Bach.

350 år tidligere i begyndelsen af 1700-tallet –  fortæller Bergman til Erland – kom Bach hjem fra længere musikalsk forretningsrejse og fandt, at hans hustru Maria Barbara var både død og begravet efter kort tids sygdom. Da han nogle måneder før rejste fra familien, var hun sund og rask. Og ifølge Bergman udbryder Bach, da tragediens og dødens virkelighed rammer ham, ”Gode Gud, måtte jeg ikke miste min glæde”.

Det er jo i første omgang absurd. At bede Gud om ikke at miste sin glæde, når man har mistet sin elskede. Det er absurd, og så er det på samme tid ikke absurd. Knap tre år senere uropføres Bachs ti-sats-værk til Maria Bebudelse, hvoraf ”Jesus bleibet meine Freude” er sidste-satsen. Altså ”Jesus, forbliv min glæde.”

At smerten og døden og tabet eksisterer side om side med skabelsens nødvendighed, at troen på, at Guds skaberord er lagt ind i os, fra evighed til evighed, det er den glæde, som Bach digter om.

Det er en indsigt, som rækker tilbage til tidernes morgen, og en dybde som rækker ind i evigheden, som forbinder os med skabelsens morgen og forbinder os med vores døde og dybderne i os selv, så vi ikke alene skal gå fortabt i vanvid, eller i misbrug eller i småborgerlighed.

Men at vi skal vide, at selve det, at vi er til – selve det at vi er skabt, og selve det at vores døde var i verden, giver os og dem andel i skabelsen og evigheden, og intet skal tage det glædelige budskab fra os. Det forbinder os, og forpligter os på nødvendigheden.

Den nedbøjede sjæl løftes op, den tabte mønt bliver fundet, den der ydmyger sig, bliver taget hånd om, de døde opstår. For Guds skaberkraft er så stor, at også den sidste fjende –  døden –  overvindes til sidst. Det er skabelsens nødvendighed, at ingen sjæl skal forblive mørke, men blive set i skabelsens lys. Amen.

Nu skal vi høre koret og organisten fremføre: Jesus, bleibet meine Freude.

(Du, som læser med, kan høre musikken VED AT KLIKKE HER)