Denne inderlige bøn er skrevet af et ungt menneske til Stefanskirkens fællesskab, som en gave og en tak for rummelighed og åbenhed.

Sognepræst Pernille Østrem læste den op fra prædikestolen ved højmessen d. 25. maj, og den må gerne bruges igen og igen af alle, der kan genkende sig i den.

Når natten rammer og de første stjerner skinner,
og de voksnes overblik som dug forsvinder,
så hvisker jeg et lille "Hej" til Gud –
som når man ringer hjem for sent, som allersidste skud.

Jeg siger: "Kære Jesus! Kristus!
Jeg kæmper lidt, har det skidt,
frygter tit næste skridt,
og intet føles rigtig frit.

Men mon du stadig lytter til mig,
selv om jeg nogle dage glemmer alt om dig?"
Gud svarer ikke højt, men jeg fornemmer,
en varme bag min tvivl og bag alle hårde, kolde stemmer.

Som om Guds nærhed allerede er begyndt at gro
i hjertet, der ellers aldrig finder ro.
Jeg beder ikke altid klart og fromt,
nogle gange lyder det lidt tamt og tomt:

"Kunne du måske hjælpe – ret hurtigt gerne –
før det hele vælter og jeg ser måne, sol og stjerne?"
Men Guds ord er en vuggesang under stjerneskær,
og det hvisker: "Mit barn, jeg er allerede nær”

Tro er ikke ønskeseddel eller begær,
men at vi følges ad på korsvejens færd.
Og bøn har brug for sangens klang,
Midt imellem støj og rygetrang.
En duet mellem Gud og lille dig –
et "tak" og "hjælp" og "vær hos mig".
Så tak for bønnen, der gør hjertet blødt og sprødt.
Tak for sjælekamp og for at finde havn
Og for at vi må bede i dit navn.

Amen