Prædiken 1. søndag i advent 2025, sognepræst Pernille Østrem

I’ll be home for Christmas

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

»Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.«

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

 Lukasevangeliet 4,16-30

-----------------------------------------------------------

I gamle dage var et jubelår noget, som konger kunne udråbe hver 100. år, hvis de ville. Så blev de fangne sat fri, gælden blev eftergivet, enken og den barnløse blev bespist, der var fest og glade dage for hele landet. Rygtet vil vide, at der aldrig var nogen konger, der ren faktisk udråbte dette jubelår, man talte bare om det, og læste den legendariske tekst fra Esajas bog op; som en vandrehistorie eller noget man kunne gå og håbe på.

I dagens evangelium kommer Jesus hjem til sin barndomsby, går ind i synagogen og finder teksten med jubelårs-temaet, en tekst, som alle på den tid kender særledes godt, og han læser den højt, og så siger han, ”Det her er ikke noget der skal ske engang, eller noget, som vi skal gå og drømme om, det sker lige nu og her!” Lige nu og her!

Jeg tror godt, at man må forestille sig Jesus som en anden Bing Crosby, der kommer hjem til jul i Nazaret. ”I’ll be home for Christmas, you can count on me.” Jeg ved godt, at de endnu ikke fejrede jul i Jesu levetid, men analogien om, at man kommer hjem til dér,

hvor man kommer fra, forventningens og gensynets glæde eller bevægelse, den fanger Crosby, og lidt senere skal vi også høre vores kor Stefantastic gøre det.

Det viser sig at være noget bittersødt at komme hjem, først sødt, så bittert. Vi må forestille os, at det er gamle naboer, skolelæreren og smeden, lokale gadesælgere, en gammel barnepige, fætre og kusiner, der sidder og lytter med. Det er ikke fremmede, der lytter, det er hans ”hood”, han kommer hjem til. Først tager de imod ham med åbne arme, så vil de udstøde ham. ”I’ll be home for Christmas, if only in my dreams.” Nogle gange lever virkeligheden ikke op til drømmene. Eller som min norske ven sagde, ”rensdyrkød på dåse smagte bare bedre i min barndom.”

Lad mig citere et lille til dagen velvalgt GRUK

”Der er en ro, og den beror på, at du er tro mod det, du tror på.”

Lad os sige, at det at finde ro, det er ligesom at finde hjem i ordets allerbedste forstand.

Hvad er det at opleve indre ro, hvad er det at føle sig velsignet, taknemmelig, elsket, tryg? Hvad skal der til?

Skal man være rask og rig, renskuret, ribbed, rettroende og ringmærket for at mærke glæden boble, smilet brede sig og modet vokse? Ikke ifølge dette GRUK.

Der er en ro, og den berør på, at du er tro mod det, du tror på. Vi taler om et holdepunkt, pejlemærke, et anker, et hjerte, et kors.

Et dagmarkors, et krammekors, en slidt bibel, at knæle ved døbefonten, som Kirsten gjorde det for lidt siden, eller at falde på knæ til nadver eller til konfirmation, i bøn. Sætte handling og ritual bag sin tro, eller foran sin tro.

At finde et fællesskab at håbe i, at lade sin egen stemme blive båret op til Gud af et kor af stemmer i salmesang og fællessang. At tro på, at vi synger i kor med himlens engle og med vores døde, og dem, der ikke selv tør synge, synger og beder vi for.

At komme haltende til kirke og blive båret. At komme med gråden i halsen til kirke og mærke: Her er der plads til mine tårer.

At løfte blikket og se, at en anden møder dit blik og ser dig, frit og uden dom.

At vide, at under hver en bænk i kirken, står der navne på unge mennesker, som sad der, da de blev konfirmeret, og at de skrev deres navn ind i vores fællesskab, og nu deler vi bænk og vilkår med dem. At vi uanset alder har man brug for at blive tilsagt, at der er plads, at man er budt velkommen. Snart skal også årets konfirmander, som sidder her i dag, skrives ind i Stefanskirkens historie. Sig det ikke til den kongelige bygningsinspektør!

Kirken er det sted, der hver søndag med evangeliets ordlyd markerer med mund og ånd og med fortælling og tone, at jubelåret, det er nu. Det, som vi venter på, er allerede sket.

Det er julenat nu og her. Der er slået hul på himlen og Guds kærlighed strømmer os i møde.

Det, de blev så glade over, da Jesus kom ”hjem til jul” og læste højt og udlagde teksten i synagogen, var netop, at han sagde: Det gælder nu!

Det de blev så vrede over, da han kom hjem, var, at han sagde: Det skal ikke først og fremmest ske for dem, der forventer det og kender teksten godt, men først og fremmest for dem, der allermindst forventer det, og som ikke tror de har en chance, de mest nedtrykte,

de der har givet op, de der altid bliver overset eller trådt på. Og som det altid er, når man begynder at tale om de allermest udsattes udfrielse, så bliver de, der har deres mere på det tørre utrygge og utilpasse, for er der nu plads til alle, når redningsbåden sejler, og hvad med retfærdigheden i det, er der tænkt på den? Er der ikke trods alt nogle, der har mere ret end andre. Og dermed også nogle der har mindre ret.

Nej siger Jesus, de du tænker, der har allermindst ret, de skal løslades først. I dag! Mon ikke også du trænger?

Skal vi spejle det jubelår, som Gud giver fra sig frit, i vores kirke og vores gudstjenestefællesskab, så skal vi stræbe efter at løfte hinanden ind i lyset, længes efter være mere milde, end vi troede vi ville være. Opmuntre og trøste, holde fast ved korsets fod, og ved evangeliet rod.

At vi er allerede, altid elsket. Underet er sket. Et fattigt barn er født i en stald, julenat. Endnu før det lægges til sin mors bryst for første gang, er barnet blevet flygtning og er i livsfare. Grundlæggende er vi alle sat præcis så sårbare ind i verden. Ingen af os kan sige, at vi ikke inderligt trænger til at blive taget i Guds favn og blive omfattet af hans jubelår. Amen.