Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden!

--------------------------------------------------

Prædikenen 18. søndag efter trinitatis 1 søndag den 19. oktober 2025 

Af sognepræst Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Nørrebro

Link til evangelieteksten: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

--------------------------------------------------- 

Lige nu er der efter sigende våbenhvile i Mellemøsten. Vi holder vejret. For de familier som er i fare og som har mistet; og hvor livet aldrig bliver det samme igen. Og vi holder vejret, fordi det er en konflikt som også sætter sig spor i vores gader og i vores fællesskaber her i Danmark. Der bliver ment noget hen over spisebordet, en anden bliver tavs, eller rejser sig og går.

Vi er vant til, at det er fra USA vi hører om et katastrofalt splittet vestligt samfund. Hvor naboer og familiemedlemmer vender hinanden ryggen, ikke ser de samme nyheder, ikke går på de samme skoler, og mistror hinanden det værste. Men tendenser på det samme, ser vi i Danmark.

At der bliver ment noget hen over spisebordet, at en anden bliver tavs, eller rejser sig og går oplevede jeg blandt nogle jævnaldrende børnefamilier til en fællesspisning i en park. Vi sidder og taler. En udtaler sig bombastisk om Israels fremtid i Mellemøsten, en anden rejser sig og går. Det viser sig, at den som rejste sig, har en bedstemor som bor i Israel. Fortæller mig, at hun sådan set er enig med udsagnet på det politiske plan – men at hun aldrig ville kunne ofre sin bedstemor. Uden at hun vidste det, gentog hun her i en ny tid hvad den Fransk-Algeriske filosof og forfatter Albert Camus havde sagt i et interview tilbage i 1957.

Camus fra folkekær. Han kom fra en arbejder baggrund, tilhørte de franske mindretal i landet Algeriet som Frankrig havde koloniseret. Han tilhørte ikke overklassen, men underklassen blandt de franske, faren døde tidligt, morens var analfabet. Camus var talentfuld, fik et legat og en god lærer, kom på gode skoler og senere til Paris, hvor han blev Frankrigs moralske stemme gennem avisartikler og modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Vendte sig selvfølgelig mod nazismen og fascismen som man så den udgår fra Tyskland og Italien. Dannede efter krigen intellektuelt parløb datidens filosofiske power-couple Sartre og Simone de Beauvoir, men skiltes fra dem igen, da Camus – i modsætning til dem også tog afstand fra den totalitære kommunisme som udgik fra Rusland. Camus mente ikke noget middel kunne hellige et mål. Camus holdning var klar: Uskyldige måtte ikke ofres på retfærdighedens alter2, uanset hvor legitimt målet var.

Albert Camus blev nok udstødt af de fine filosofiske saloner i Paris, men ikke af folket, som elskede ham, fordi han satte mennesket over systemet, satte det enkelte menneske over al statistik, og folket kunne mærke hans kærlighed til jorden, til solen, til vandet, til luften, til menneskene og alt levende, kunne mærke hans nøjsomhed fordi han kom fra fattige arbejderkår, kunne mærke hans forbindelse til det jordnære liv, vokset op som han var ved Middelhavet under Nordafrikas varme sol.

Derfor var det også Camus man vendte sig til da Algerietkrigen som varede fra 1954 til 1962, brød ud. En væbnet og på mange måder en retfærdig kamp for Algerisk uafhængighed, efter 130 års fransk koloniherredømme, anført af Algeriske nationalister mod den franske hær. Krigen sluttede i 1962 med Algeriets uafhængighed. Krigen var brutal og kostede mellem 30.000 franske soldater og 400.000 algeriere livet. PÅ den ene side havde man franske militæroperationer, og tortur, og på den anden side FLN’s (Front de Libération Nationale) brug af bombeattentater mod civile, ofte i gader, caféer og markeder. Der er ingen tvivl om at Algeriet og den befrielseshær havde et retfærdigt mål. Havde en retfærdig sag. De var et undertrykt folk. Og ethvert undertrykt folk har ret til ikke at være undertrykt. Og tiden efter 2. verdenskrig var afkoloniseringens tidsalder. Kun ved at stå på Algeriets side stod man på den rigtige side af historien. Hvad sagde mon Camus?

I 1957 kort efter Camus har modtaget nobelprisen i litteratur i Stochholm bliver han interviewet til tidsskriftet France-Observateur. Intervieweren spørger ind til den franske krigsførelse i Algeriet, og om han ville fordømme de franske attentater mod civile. Camus svarede, at han altid havde fordømt vold, men at han var særligt bekymret, fordi hans mor stadig boede i Algeriet. Derefter sagde han den linje, som altid vil være forbundet med Camus’ navn: “Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden.” Camus mente, at ingen sag – heller ikke retfærdighedens – kunne retfærdiggøre mord på uskyldige. Han stod midt i en umulig konflikt: På den ene side ønskede han retfærdighed for algerierne, som levede under fransk kolonistyre. På den anden side kunne han ikke acceptere FLN’s metoder, fordi de truede helt almindelige mennesker, inklusive hans egen mor.

Albert Camus’ udtalelse var derfor et moralsk råb, ikke en teoretisk politisk position. Han sagde, at hvis “retfærdighed” betød blindt at støtte en sag, som indebar drab på uskyldige, så måtte han vælge sin mor – altså livet, det konkrete menneske – frem for en abstrakt idé.

Fra den hellige skrift hører vi i dag Jesus-figuren træde ind mellem stridende politiske partier i den jødiske offentlighed. Saddukæerne og Farisæerne var altid dybt uenige teologisk og politisk, splittet i spørgsmålet overfor det sande liv, splittet i spørgsmålet overfor den Romerske koloni- og besættelsesmagt og siger her de ord som altid vil være forbundet med hans navn: … Du skal elske Herren din Gud af hele dit

hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

Der er faktisk mere logik og visdom i dette udsagn end man lige tror. For det utrænede øre kunne det lyde som blind religionsunderkastelse. Men lad mig give et andet perspektiv. I Tyskland i 1930’erne begyndte man i stedet at tilbede en fører, Adolf Hitler hed han, i Italien hed han Mussolini og i Rusland hed han Stalin. Når man ikke holder Gud som den højeste begynder mennesket ofte at erstatte Gud med en fører og så går det ofte også galt. I Tyskland brugte nogle modige præster i øvrigt dette Jesus-ord i oprør mod Hitler. De sagde: Vi har kun en Gud at tilbede, derfor kan vi ikke underkaste os ’føreren’.

Men, der er mere til billedet, for kristendommens genistreg er nu aldrig at adskille, men for altid at sammenkoble dette bud, med det næste: ”Og du skal elske din næste som dig selv.” Det betyder ikke, at din næste skal blive som dig; eller, at du skal blive som din næste. Som du er dig, skal din næste have lov at være sig. Vi skal ikke være ens, for at kunne være i stue sammen. Den ene kan godt være tysker og den anden russer; den ene kan godt være algier og den anden franskmand; den ene kan godt være israeler og den anden palæstinenser.

Du skal ville at den anden er din næste – som om det var din mor; som om det var din bedstemor, som om det var dig selv. “Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før retfærdigheden.”