Knækprosa i en kold tid

Prædiken juleaften 2025 i Stefanskirken ved Sognepræst Pernille Østrem

Forventningens glæde er til stede.
Det øjner man tydeligt i barneøjne,
der ikke kender for meget til svigt og løgne.
Det er så smukt og rørende,
så vi ser på børnene,
at de midt i vores samtid
giver os håb for deres fremtid.
De mindste er optaget af kalender og nissevenner,
flæskesteg, brun sovs og at sætte tænder i ænder.

Men rundtomkring på vores klode,
uanset hvilken tidsperiode,
er det også sådan,
og vi desværre godt ved hvordan,
at mens sindet endnu er ungt,
der kan det med julehyggen nogle gange blive tungt.
Så tidligt, som mens man går med ble og rangler,
indsniger der sig i nogle tilfælde visse julemangler.

Uanset hvilken slags svigt eller konflikt
er børne-julesorg altid mangel på de voksnes pligt
til at tage vare på, hvad der hænder de små.

Andre af os voksne er bare her og nu akut ramt
af en indre kamp,
fordi verden også for tiden synes af lave,
og det kan være svært at holde fast ved, at livet er en gave. 

For når døre og hjerter lukkes,
så sker det, at håbet, det slukkes,
og når arme lægges hårdt og helt på tværs,
så er det eneste, der hjælper, nogle gange simpelthen rim og vers.

Denne verdens hårde knækprosa flækker på tværs,
når den knækker sit vers.
Ofte lyder det som en nyheds-profet, der er udsendt,
fx af en vis her unavngiven amerikansk præsident,
der føler sig hidkaldt,
uanset om han bliver genvalgt,
så han tjener hverken fællesskabet helt eller halvt.

Det er svært at høre,
hvad vi har med at gøre,
er det en uhyggelig parodi
eller en frygtelig dystopi?

At tjene mest sig selv og kun sine egne,
det er det sørgeligste, man kan gøre på menneskehedens vegne.
Gennemført er derimod troen på talens frihed,
en frihed, der primært synes at omfatte den falske nyhed. 

Hør nu Breaking News-profeten profetere
og stolt annoncere,
at julemanden flyver Air Force One
og giver de vise mænd en hjælpende hånd,
og at når gaverne skal ud,
bliver de leveret og håndteret af et yderst velbetalt Wolt-bud.
Det er en verdensomspændende magt-aktion,
når de svageste bliver mast af elitens administration.

Og selv på denne side af dammen,
hvor vi ellers bryster os af at holde sammen,
er hykleriet helt i top,
når de inde på tinge sætter deres egne ydelser op.
Især når vi godt ved, at uden for Borgen,
er det ofte helt ude i skoven,
hvordan de mest udsatte må overnatte
i et busskur,
man bli’r sgu sur,
når systemet kører folk midt over,
uanset om de kommer fra Lahore eller Hvidovre.

Og uden at blinke en eneste gang
synger systemets profet nu den samme, gamle sang
om, at dem, der allerede er på vej ud over kanten,
de må simpelthen bare på med vanten.
Men selv her i det Herrens år tyve femogtyve
kan vi godt se forskel på at tale sandhed – og på at lyve. 

Og når vi indimellem mister vores fodfæste
og både glemmer os selv og vores næste,
så kan vi gå i kirke og høre en ganske anden poesi,
som rammer det enkelte hjerte med guddommelig energi. 

Der er en englesang, som lyder på tværs af tid og sted,
og den er skrevet til dem, der ellers aldrig kommer med.
Melodien er ganske universel
og er fuldstændig essentiel.
For at synge den må man høre efter
med alle hjertets kræfter,
dér, hvor vi troede, der var stille.
Så sker der det mirakel, at de hårde bliver milde,
at den store bliver lille,
og at sandheden kommer til os gennem barnet i en stald.
Han blev til ved det, vi kalder det guddommelige knald.
Helligånden tog Maria på sengen,
således blev Guds ord inkarneret i kærligheds-drengen.
Guds ord er ikke bare noget, han siger.
Nej, Guds ord blev født på samme vilkår
som alle andre drenge og piger:
Og sådan er det i grunden,
når man kommer helt ned til bunden,
hvad enten man er i Betlehem eller Gudhjem. 

Budskabet er, at alle mennesker har brug for fred,
uanset om de bor i Jerusalem eller på Palæstinas Vestbred.
Budskabet er, at alle mennesker tørster efter ånd og rent vand,
uanset om de bor i Assens eller Afghanistan.

Det, som Jesu fødsel vil, at hjertet skal forstå,
er, at den største julegave er at ta’ vare på
sin næste og alle børns liv.
Og det gælder både i det mindste og det største perspektiv. 

Lad os hjælpe hinanden,
ikke mindst når vi er mest på spanden,
til at finde den rette melodi,
selv til dem, der har kraftig antipati,
og som synes, julen er for meget.
Lad os nynne stille med dem, der ikke orker at græde.
Lad os lave en flerstemmig klang af sang
med alle ramt af julesorgen
og dem, som har mistet troen på i morgen.

Vores sang synges på et englesprog,
så den kan høres i hver eneste afkrog.
Den lyder som en from bøn,
som et støn om,
at alle sure tanter
og de fikse spekulanter
en dag
bliver ramt af,
at det aldrig er for sent at komme i gang
og finde sit indre Jesusbarn.

Kære alle sammen, lad os afslutte prædikenen med at rime i kor og sige sammen: 1,2,3, AMEN.
Trænger I egentlig ikke til at komme lidt op at stå?
Lad os synge ”Velkommen igen, Guds engle små”!