Lysende visioner

Helligtrekongers søndag 2026

Prædiken i Stefanskirken ved sognepræst Pernille Østrem

Dagens bibeltekster:

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig. Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris. Esajas' Bog 60,1-6

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Mine kære, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt, som I har haft fra begyndelsen; dette gamle bud er ordet, som I har hørt. Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer, det som er sandt i ham og i jer: mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket. Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne. Første Johannesbrev 2,7-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet.

Johannesevangeliet 8,12-20

--------------------------------------------------

For et par dage siden havde jeg 17 års jubilæum som præst i Stefanskirken. Jeg kan tælle på en eller to fingre, de gange jeg har anbefalet en bog fra prædikestolen (Ja det skulle da lige være at jeg altid anbefaler Bibelen). Men ofte eller lad mig hellere sige ALTID har søndagens prædikener og alt andet jeg foretager mig som præst på en eller anden måde haft afsæt i noget, jeg engang har læst.

Hvis Jesus blev født på femte sal i Magasin Du Nord, som Shu-bi-dua sang det, eller i en stald i Bethlehem, som Lukus skrev om det, så kan man vist sige, at jeg ganske vist konkret blev født på Slagelse sygehus, men dog alligevel i åndelig forstand blev så godt som født på kommunebiblioteket i sidste halvdel af 70erne.

Da jeg havde læst alt, hvad der stod inde på børnebiblioteket, fik jeg allernådigst lov til at gå ind på voksenbiblioteket af en skrap bibliotekar, som - sagens alvor taget i betragtning - så stort på, at jeg endnu ikke var fyldt tolv år. Så her levede jeg om eftermiddagen mellem reolerne i en nu fjern fortid, hvor hver enkelt bog blev stemplet af et levende menneske, før man fik lov at tage den med hjem.

Der var ikke sofaer og legeområde og kaffebar og lektiecafe på biblioteket den gang. Der var bare bøger. Bøger så langt øjet rakte. Jeg kan lige nu som i en vision dufte dem, mærke dem, næsten smage hver og en af dem.

Fornemmelsen af at tage Steinbecks Øst for Paradis ud af reolen, næsten for stor til min lille hånd, blive trukket ind i en støvet verden af sult og armod og skam. Komme op til overfladen igen og trække luft, som havde man dykket under vand, for at gribe ud efter en mærkværdig bog med øjenvidneberetninger og ikke mindst øjenvidnetegninger fra Bombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945; gysende bladre, læse og se med egne øjne.

Heldigvis var Bjarne Reuter også fulgt med ind på voksenbiblioteket, det gav en tryghed. Nogle gange holdt jeg det, jeg havde set med egne øjne for mig selv, som en hemmelig pagt mellem mig og bøgerne. Andre gange var jeg som en missionsprædikant, der vidt og bredt fortalte budskabet videre om alt, jeg havde erfaret og læst.

Og bøgerne har fulgt mig siden da, ind i soveværelset, ned i badekarret, i offentlig transport, ind på universitetet, hjemme højtlæsning for mere eller mindre velvillige børn, ind i kirken, over i Nørrebroparken på et tæppe, op til alteret og op på prædikestolen. Hvilken lykke, de er her endnu, bøgerne. Rygtet om deres død er heldigvis i min verden stadig stærkt overdrevet.

Så i dag vil jeg – for en gangs skyld – tillade mig at anbefale en bog – selvfølgelig for at understøtte dagens tekster, dagens tema og dagens samler. Altså i evangeliets tjeneste.

For at udbrede det gode budskab om, at Guds ord er kommet til verden og vil noget med os – at Guds vil, at vi skal se lyset!

Laura Engstrøm har skrevet en vigtig bog, som hedder ”Hentet af lyset”. Den fortæller om og undersøger det faktum, at på dødslejer har langt den overvejende del af de døende det, man i forskningen kalder End Life Visions. Det er ikke sindsforvirring eller delir. Det er drømme og visioner, der trænger ind i det vågne liv tæt på døden, hvad enten det er i eget hjem, på hospitalet, plejehjemmet eller hospice. Og drømmene og visionerne bringer, som titlen også antyder, et lys med sig ind i tid og rum, hvor sorg, smerte, frygt og ængstelse og alskens ubehag driver sit spil med den døende og de pårørende.

De vågne visioner har nogle hovedtemaer, som går igen.

Det er for det første samtaler og møder med afdøde eller tabte relationer. Den døende taler med sin afdøde mor, som er lyslevende til stede i rummet, og det beroliger og lindrer.

Også dyr, måske et lam og eller en fugl, eller tidligere kæledyr kommer tydeligt til stede og beskytter den syge.

Og ikke mindst religiøse figurer; Jesus, Jomfru Maria, en engel viser sig og giver sig til kende, så klart og ligefremt, som vi er her til stede sammen nu.

Og mange pårørende eller personaler fortæller også om, at de har set et lys eller mærket en varme i rummet. Og at de finder det naturligt at understøtte og favne den døendes vågne, lysende visioner.

Hvorfor fortæller jeg dette? Det gør jeg, fordi det er min tro, at der er slået hul på himlen julenat. Jeg tror på, at evigheden strømmer særligt til os, der hvor sårbarheden er til stede. Når vi knæler ved nadveren, folder vores hænder i bøn, holder et barn i vores arme, når vi favner hinanden, læser i Bibelen, når vi er tæt inde under døden. Og at vi har lov at åbne vores hjerter for det lys, som dagens tekster også taler til os om.

Esajas siger: Over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer.

Johannes skriver i sit brev om at forskellen på lys og mørke ligger i at elske.

Og i Johannesevangeliet, som er dagens prædikentekst, er det den voksne Jesus, som taler lysets sprog.

Lyset kommer fra Gud, helt nede fra dybet, fra skabelsen, fra begyndelsen: ”Gud sagde, der skal blive lys, og der blev lys”.

Det er den dybde, vi kommer af. Meningen er, at vi er gået ud fra lys, og vi hører til i det lys. Og det er det lys, Gud ser os i og vil, at vi ses i.

Det er sandheden siger Jesus. På græsk hedder det der, der er sandt: alæthin´æ. Sprogligt er det ikke bare sandt, det er også det der er rigtigt, det der er gyldigt: Ja slet og ret, det der er virkeligt: alæthin´æ.

I Guds øjne er det, vi skjuler i mørket, og det, der er sort i os, ikke den dybeste sandhed om os. Jesus siger, at han ikke dømmer os, men alligevel er hans dom ’alæthin´æ’: Altså han ser os, som vi virkelig er. Han ser os i sit lys.

De skrøbeligste steder er sandheden om os, og her vælder lyset frem. Det er ikke altid vi ser det, men vi kan øve os i at være lysets børn. Når vi sidder om natten med lommelygten og læser under dynen, når vi standser vores eget og bliver siddende til stede i magtesløsheden med den syge, og vi kan understøtte og bakke op om det lys, der trænger ind. Når vi går i kirke, knæler og beder og synger og lader det åndelige lys strømme ind i øjne og ører og munde og hjerter.

Og mageløst er det som Lisbeth Smedegaard har digtet det i den salme, vi om lidt skal synge: At lyset vælder blåt frem og svøber os, som Maria svøbte Jesusbarnet med en flig af evigheden. I hendes vision er lyset blåt.

Lad os også lægge os det på sinde, lad os tillade os visionerne, også når vi går i kirke, at lyset har mange farver, at lyset har mange udtryk.

Vores vision kunne være, at tonerne, der strømmer fra orglet, er lys i toneform; at den hånd, der lægger sig på hjertet eller giver et viljefast håndtryk, også bringer os det lys. Og det lys, vi ikke selv ser eller bærer, det bærer Gud i sin evighed! Amen.