17/11/2025 0 Kommentarer
Studiekreds om Albert Camus' bog 'Faldet'
Studiekreds om Albert Camus' bog 'Faldet'
# Nyheder

Studiekreds om Albert Camus' bog 'Faldet'
Studiekreds januar–februar 2026
5 tirsdage – med 1 indledningsforedrag (åbent for alle) + 4 studieaftener (med tilmelding)
Hvornår:
Tirsdage kl. 19.00–21.00
6/1 · 13/1 · 20/1 · 27/1 · 3/2 – 2026
Hvor:
Stefanskirken, sognehuset Karmel
Vedbækgade 12, 2200 København N
Vært:
Thomas Høg Nørager
Sognepræst ved Stefanskirken
61 22 41 26
thn@km.dk
------------------------------------
Det er en anerkendt påstand, at vi gennem den skønlitterære romankunst kan erkende sider af livet og eksistensen, som filosofien ofte kommer til kort overfor.
Hvor filosofien ser verden fra én synsvinkel, kan (roman)kunsten rumme flere på én gang – og måske bringe os nærmere en forståelse af livets gåde og tilværelsens kompleksitet.
I over 11 år har vi i Stefanskirken mødtes i Karmel for at læse store tænkere og forfattere sammen – og blive klogere på tilværelsen i fællesskab.
Der er altid plads til spørgsmål, og vi deler ofte tanker i mindre grupper.
Her findes ingen dumme spørgsmål, og alle kan være med – uanset baggrund, tro eller forudsætninger.
Nye læsere kan begynde her.
Man behøver ikke at have læst noget på forhånd.
Kurset er gratis, og alle er hjerteligt velkomne – nær og fjern.
Alle aftener foregår i Stefanskirkens sognehus Karmel, Vedbækgade 12, 2200 Kbh N.
---------------------------------------------
Årets tema:
Faldet af Albert Camus
Albert Camus (1913–1960) var en fransk-algerisk forfatter, filosof og journalist, der søgte menneskelig værdighed midt i verdens absurditet og vold.
Han så friheden i solidariteten, men erkendte også menneskets dobbelte natur – en indsigt, der kulminerer i Faldet.
Om bogen
Man skal selv anskaffe sig bogen. Den kan findes både brugt og ny her:
eller lånes på biblioteket:
Hvis du har logistiske eller økonomiske udfordringer med at skaffe bogen, så sig endelig til – vi finder en løsning.
I forbindelse med markeringen af Camus’ 100-årsdag i 2013 udkom nye oversættelser af hans hovedværker. Det er oftest denne udgave, du finder i boghandlen, men biblioteket har også den tidligere oversættelse.
Derfor vil sidehenvisninger stå som fx 28/32, hvor det første tal gælder den nye udgave og det andet den gamle.
Det er dog blot en hjælp – ikke afgørende, hvis du læser hele bogen.
Program
Tirsdag 6. januar kl. 19–21
Foredrag ved Jørn Boisen
En ensom moralist i et vanvittigt århundrede – frihed, samvittighed og ansvar hos Camus
Jørn Boisen, lektor ved Københavns Universitet og en af Danmarks fremmeste Camus-kendere, fører os ind i Camus’ liv og forfatterskab.
Med særligt blik for romanen Faldet og forfatterens komplekse forhold til Algeriet tales der om frihed, skyld og ansvar – fra en verden, der pludselig igen ligner vores, hvilket gør foredraget desto mere aktuelt.
Tirsdag 13. januar kl. 19–21
Gennemgang af siderne 5/5 – 33/36
Tirsdag 20. januar kl. 19–21
Gennemgang af siderne 35/37 – 75/82
Tirsdag 27. januar kl. 19–21
Gennemgang af siderne 77/83 – 93/101
Tirsdag 3. februar kl. 19–21
Gennemgang af siderne 95/102 – 114/126
Kommentarer