Pinsedag 2025

Prædiken af sognepræst Pernille Østrem

Dagens salmer: 290 I al sin glans 292 Kærligheds og sandheds ånd! 291 Du, som går ud fra den levende Gud 298 Helligånden trindt på jord 294 Talsmand, som på jorderige

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

 Johannesevangeliet 14,22-31

Træk lige vejret dybt. Helt ud i de yderste lungespidser. Eller dybt ned i maven. Eller helt ned i tæerne. Eller bare mærk mave og bryst bevæge sig op og ned.

Hele vores organisme hiver efter vejret. Gud satte alt i værk ud af kærlighed. Alt liv går ud fra, at Gud er uendeligt optaget af sit skaberværk. Kærlighedens dybeste natur er at skabe liv. Vi mennesker blev til i et stort guddommeligt tungekys, da Gud ved mund-til-mund-metoden blæste sin ånd ind i os. Gud har sørget for, at livet sker med os. Vi trækker vejret i kraft af hans drift. Både når vi bevidst trækker vejret ud og ind, har fokus på: ”ja jeg er her, jeg er i live, luften strømmer ud og ind”, men også når vi er optaget af andre ting og luften mirakuløst strømmer igennem os, helt uden at vi gør fra eller til.

I den henseende er vi i hvert et åndedrag helt tæt på Gud. Hvis vi spørger: ”Hvordan skal vi forstå, at den Gud vi kalder far, har skabt os og sat alting i gang alene ud af sin uendelig kærlighed”, så skal vi ikke gøre andet eller mere end først og fremmest at trække vejret. Dette er den første og dybeste måde Gud viser os kærligheden.

Den anden måde Gud har givet os indblik i kærligheden er gennem Jesus. Han blev født, levede, åndede og døde som et hvert andet menneske. Hvor skabergudens kærlige favntag erfares på et kropsligt plan, når vi trækker vejret og mærker ”kan jeg ånde frit?”, tilbyder Jesu liv os indblik i kærligheden på det sjælelige psykologiske plan.

Læren af Jesu liv er: Kærligheden er ikke optaget af sine egne behov, den er optaget af den andens behov, og opfyldt af kærlighed er mennesket drevet til at overskride skellet mellem sig selv og den anden: I nogle fortællinger er det lige til: Den barmhjertige samaritaner: Manden drives til at standse op, ikke af eget behov, men optaget af den andens. Andre, der gik forbi, var derimod mere optaget af deres egen travlhed.

Kærligheden taler igennem gennem Jesus: Når han møder en mand, der har været syg i 100 år og en sommerdag og ingen gør noget ved det, spørger han ”vil du være rask?”. Kærligheden fortrænger væmmelse og irritationen, som ellers kunne have talt og sagt ”jeg tror det ville være godt for dig, at du ikke sad og hang med næbbet. Kan du ikke prøve at tage dig sammen.” Og kærligheden siger ikke: ”Se på mig”, men kærligheden taler igennem ham og siger: ”Jeg ser dig.”

Ja, vi ved det godt, selvfølgelig er kærligheden mild og tålmodig. Men kærligheden bliver også vred. Men kærlighedens vrede søger retfærdighed. Og kærligheden sørger også.

Og gennem Jesu liv fortælles det også: Kærligheden er ikke bange for at miste, kærligheden vil give alt. Til sidst gav han sit liv, for at vi skulle tro det.

Og så kommer vi til pinsen og til hvordan Guds kærlighed formidles til os på det åndelige plan. Den åndelige side af livet har at gøre med, hvordan vi forstår os selv spirituelt, simpelthen hvad vi tror at meningen med livet er: ”Hvorfor er jeg her, hvorfor skal jeg dø, hvad er meningen med det hele?”. Og her kommer Gud altså med den helt store håndsrækning: Han sender sin Hellige Ånd, som skal trøste os, lede os og inspirere os. Holde os fast på, at Gud virker i os fysisk, sjæleligt og åndeligt, og give os mod til at overgive os til at leve i det fællesskab, som springer derud af. Fællesskabet med Gud og fællesskabet med hele hans skabning.

I nogle filosofier kan man møde den tanke, at den spirituelle praksis FØRST og fremmest handler om at elske sig selv – at finde fred i sit sind, opnå en uforstyrret tilstand, og at det er her meningen og forandringen springer ud af kærligheden. Og vi kan også finde den tanke i kristen praksis.

Og der er vældig meget godt at sige om at elske sig selv. Faren er, at man aldrig bliver færdig med sig selv. I værste fald fyldes man så meget af sig selv, at tiden og rummet til den anden bliver for småt. I alleryderste konsekvens har vi her at gøre med neoliberalistisk egotrip: ”Jeg finder min fred. Du finder din.”

Men det fantastiske og radikale ved pinsens kærlighedsbudskab er, at Ånden har talt og erklæret, at min fred ALTID er forbundet med din fred. Vi er ikke ens! Vi taler ikke samme sprog! Vi har ikke samme drømme! Men vi erfarer i et pinseglimt, at vi er uløseligt forbundne. På tværs. På trods. I pinsen blev næstekærligheden erklæret verdensomspændende. I pinsen spænder ånden sig ud i en stor bue fra det dybeste lag i dit hjerte til de fjerneste egne af skaberværket. 

Min fred og tryghed – kropsligt, psykologisk, åndeligt, vil aldrig være mig helt nok. For jeg længes på det åndelige plan efter at opfylde skabningens behov. Din uro gør selvfølgelig også mig urolig. Din krig længes jeg også uendeligt efter skal blive fred. Aldrig mere vil vi have nok i os selv, aldrig mere vil Guds skabninger falde helt til ro, før alle kan ånde frit. Ikke siden den første pinse. Amen.